Til forsiden
Bagagetransport for cyklister

For mange virksomheder, der overvejer at udbyde pakkerejser, har det været en hindring at tilbyde bagagetransport. Det et ikke så svært at arrangere endda, og der er flere muligheder afhængig af, hvilke investeringer man er parat til at lave.
Her kan du læse om forskellige løsninger, som nogle af Cycling Denmarks medlemmer bruger.

Fyntour

Som et led i den almindelige drift har Fyntour investeret i en større bil af typen (Kia Carnival). Denne Van har et stor bagagerum og kun plads til 2 personer på forsædet. Bilen er på gule plader. Bilen kører en fastlagt rute rundt om Fyn. Ruten bliver tilbudt som et sommerjob til to studerende, som afløser hinanden henover sommeren. Der er stor interesse i jobbet, og det er derfor let at finde studerende.
De primære kunder af bagagetransporten har købt ydelsen som en del af en pakkerejse. Men bagagetransporten kan også bestilles på selve dagen, men senest kl. 10:00. Bagagen bliver så afleveret på det aftalte overnatningssted senest kl.17:00.

Ordningen fungerer rigtig fint siden år 2001, og omkostningerne til bil og løn løber rundt. Nærmere information om bagagetransporten på Fyn kan du få hos Henrik Lund, Fyntour (tel.: 66 13 13 37)


GLS/Stafetten

Stafetten er en del af pakketransportfirmaet GLS, som har specialiseret sig i de skæve forsendelserer meget fleksibelt til rimelige priser. Hvis man bestiller transport med en uges varsel, kan næsten alt slags bagage blive transporteret. Når man har henvendt sig ser de på hvor stor en afstand man skal have bagagen transporteret og giver derefter et tilbud på deres kilometerpris. Bemærk at prisen er den samme uanset om der er bagage for 1 eller 10 personer.

Fordelen ved at bruge Stafetten er, at man ikke er bundet af faste omkostninger, men kan tilbyde en fin service til sine gæster. RST har blandt andet brugt Stafetten.

Du kan kontakte GLS på tlf. 70 22 70 22 eller få flere oplysninger på www.stafetten.dk.  


Morsø Turistbureau

Morsø Turistbureau tilbyder bagagetransport som et tillæg til deres pakkerejser. Selve tilrettelæggelsen af bagagetransporten står Morsø Turistbureau for, mens personalet på turistkontoret, taxa-vognmænd og nogle overnatningssteder står for kørsel og leveringen af bagagen.

For at sikre en sund økonomi skal der minimum være 2 personer, der har bestilt bagagetransporten. Bagagen skal være klar inden kl. 10 og vil være fremme på gæstens næste overnatningssted inden kl. 16.

Yderligere oplysninger hos Morsø Turistbureau på tel.: 97 72 04 88


Bornholm

På Bornholm har 3-4 pakkerejseoperatører hver især taget kontakt til en transportør, som fragter deres kunders bagage. På den måde sikres en vis volumen i bagagetransporten, således omkostningerne kan holdes nede. Bagagetransporten kan også bestilles fra dag til dag.

En af pakkerejseoperatørerne er Jacob Lund hos Team Bornholm, tel.: 56 95 72 95 eller klik ind på www.ffbh.dk.  
Tirsdag, november 06 2007
VISITDENMARK Islands Brygge 43 2300 København S Tel.: +45 32 88 99 00 KONTAKT