|
NYE MÅLSÆTNINGER Dansk turisme skal igen have del i den internationale vækst, og turismeomsætningen i erhvervet skal øges, så det bliver lettere at tiltrække investorer med evne og vilje til at investere i oplevelser med stor tiltrækningskraft.
Vores Rejse er et opgør med tidligere tiders måder at gøre tingene på. Strategien ændrer på antagelsen om, at dansk turismes succes kun måles i overnatninger. Øget omsætning, værditilvækst samt evne til at skabe resultater i erhvervet er fremover i fokus.
EN KLAR DAGSORDEN Dansk turisme melder sig med Vores Rejse ind i samfundsdebatten og sætter dagsordenen som en af de største og mest troværdige eksportører af det danske samfunds styrker og værdier.
Evnen til at skabe økonomiske resultater sker til fordel for såvel nationen, regionerne, kommunerne som erhvervet, der hver dag året rundt er ambassadører for Danmark og danske oplevelser.
UDGANGSPUNKT I DANSKE STYRKER OG VÆRDIER Den fælles strategi sætter en tydelig retning, som er funderet i det danske samfunds værdier og rammer for livskvalitet. Sammen inviterer offentlige og private aktører danske og udenlandske gæster til at nyde vores land og dele vores viden, værdier og glæder. Retningen bygger ganske enkelt på, hvad vi ved, vores gæster værdsætter ved Danmark og gerne rejser efter nu og i fremtiden.
UDVALGTE MÅLGRUPPER Fortiden viser, at dansk turisme internationalt ikke er lykkedes ved at ”være noget for alle”. Internationalt er vi mere eller mindre usynlige og uklare, bl.a. fordi vi ikke har prioriteret at være ”meget for udvalgte, værdiskabende målgrupper”, som finder de unikke danske oplevelser værd at besøge og betale for. Vi ved at, de findes i stort antal. Vi ved, hvad deres motiv for at rejse er, og vi har beskrevet dem. Nu skal der flere langsigtede investeringer til for at højne kvalitetsniveauet, udvikle nye særligt attraktive oplevelser, gøre flere oplevelser tilgængelige året rundt og styrke det danske værtskab. Der skal ske en målrettet indsats for at udvikle og markedsføre lettilgængelige, unikke oplevelser over for prioriterede målgrupper.
ERHVERVSPARTNERSKABER Særlige erhvervspartnerskaber skal etableres og udvikles som nye samarbejdsfora inden for motivbaserede målgrupper. Det fælles fokus på at tiltrække udvalgte gæster og styrke deres oplevelser skal invitere virksomheder til i langt større grad at engagere sig økonomisk og ressourcemæssigt i markedsføringen og udviklingen af oplevelser, der gør Danmark til en rejse værd.
STYRKEDE RAMMEBETINGELSER Turismeerhvervets rammebetingelser skal forbedres gennem bl.a. flere internationale investeringer, styrkede kvalitets- og mærkningsordninger, uddannelse og effektive visumregler, forbedring af videngrundlaget og ved at erhvervets generelle konkurrenceevne og produktionsvilkår overvåges og justeres.
OFFENTLIGT-PRIVAT SAMARBEJDE Fremtidige helårsdestinationer med international attraktionskraft skabes i et offentligt-privat samarbejde og vil i betydelig udstrækning bidrage til bedre at udnytte den samlede kapacitet i dansk turisme samt for alvor sætte stærke geografiske destinationer på Danmarkskortet.
Med helårsturismeprojekterne er vi kun lige gået i gang. Der er masser af vilje til samarbejde på tværs af produkter, oplevelser, aktører og de administrative grænser, som vores gæster er så ligeglade med.
STÆRKE BRANDS OG SAMARBEJDE For at øge de unikke danske oplevelsers synlighed og tiltrækningskraft skal vi samarbejde om at udvikle og markedsføre stærke brands over for de relevante og købestærke målgrupper.
Mange af de gode oplevelser, som er spredt over hele landet, har ikke tiltrækningskraft nok til at være internationale fyrtårne, der i sig selv viser vejen til Danmark. Men når gæsterne først er kommet til landet, til egnen, åbner der sig et mangefold af oplevelser, som vi har et fælles ansvar for at gøre attraktive og tilgængelige. Derfor gør strategien op med antagelsen om, at den enkelte aktør kan ”eje turisten” og holde gæsten et sted - og kun forbruge penge der.
Strategien kræver, at vi samarbejder om både at tiltrække gæster og anspore dem til at øge deres samlede oplevelsesforbrug, uanset hvor de måtte være.
Fra "Vores Rejse - en fælles strategi for dansk turisme"
|