
VisitDenmark i London har med succes draget nytte af den store britiske begejstring for Forbrydelsen og solgt gode historier om Danmark ind til toneangivende medier. I 2011 rejste eksempelvis journalister fra to af de største britiske medier, The Guardian og Mail on Sunday, til København for at opleve de lokationer, som danskerne og briterne kendte så godt fra tv. Programmet for presseturen blev udarbejdet i samarbejde med Danmarks Radio og Wonderful Copenhagen. De resulterende historier præsenterede København som en cool destination spækket med madoplevelser, cykler, inspirerende arkitektur og et gys.
Premiere på New Nordic Noir

For at imødekomme den stigende internationale interesse for de succesfulde danske tv-serier, har VisitDenmark oprettet et nyt site, som samler informationer om danske dramaserier og de steder, hvor de blev optaget. Sitet med titlen
New Nordic Noir skal give læserne yderligere informationer om tv-serier og give dem mulighed for at komme bagom serierne, se de lokationer, der er blevet brugt, og give dem et udvalg af andre danske tv-serier, som de kan se. Alt sammen inspirerende læsning for tv-serie fans, der forhåbentlig får lyst til at gå i Sarah Lunds fodspor i Danmark.
Det nye serie-site skal udvikles, efterhånden som danske serier og film får premiere i udlandet. For tiden er Forbrydelsen, Borgen og Broen at finde på det nye site.