Til forsiden
Mary og Helle giver genlyd på nettet

Ord som sjov, campingplads og Mary er ikke bare ord taget ud af den blå luft. Det er nemlig ord, som brugerne af de sociale medier benytter flittigt, når de omtaler Danmark.

VisitDenmark følger løbende med i, hvilke ord der nævnes i forbindelse med Danmark som turistdestination. Generelt er der mange ord, der går igen i snakken om Danmark på de sociale medier, men fra tid til anden dukker der helt nye ord op, der ofte er forbundet med en særlig begivenhed.



Danmark er en del af den nordiske oplevelse

Ord som Sverige og Norge dukker ofte op i forbindelse med ferie i Danmark. Det vidner blandt andet om, at der i udlandet er en samlet interesse for de nordiske lande. De amerikanske internetbrugere er især flittige til at snakke om ferieture og studieophold i det nordlige Europa. Samtidig er Danmark også et naturligt stop på vejen for svenske, norske og finske turister, der skal til Tyskland eller længere sydpå.

Turisterne hjælper hinanden på vej

Brugerne af de sociale medier giver hinanden gode råd til ferieopholdet i Danmark. Snakken går om: mad, campingpladser, transport, byer og strande. Positive ord som hyggelig, smuk, venlig og sjov toner frem i kraft af brugernes mange ferieoplevelser i Danmark.

Særlige begivenheder i Danmark afspejles på de sociale medier

En gruppe ord bliver meget brugt i en periode, hvor der sker noget særligt i Danmark eller som har relation til Danmark. Kronprinsparrets besøg i New York i 2011 blev et af de store samtaleemner på de sociale medier. Mary blev pludselig ét af de helt store ord, der blev nævnt i forbindelse med Danmark. Det blev også bemærket i USA, at Danmark havde fået en ny statsminister, og tilmed en kvindelig én af slagsen.

VisitDenmark har i 2011 fulgt snakken om Danmark på de sociale medier via en database udbudt af mediebureauet IUM. I 2012 forsætter VisitDenmark med at følge med, når bloggere og internetbrugere verden over taler om Danmark.
Onsdag, februar 08 2012

Hvad er en word-cloud?


En word-cloud afslører, hvilke centrale ord brugerne af de sociale medier knytter til et bestemt emne. Som analyseredskab er ”skyen” en god måde til at få indsigt i brugernes associationer og tanker. Brugernes ord kan indgå i markedsføringskampagner samt bidrage til søgeordsoptimering på nettet.

Læs mere om Danmark på de sociale medier:


Læs om, hvordan snakken går om Danmark på de sociale medier
VISITDENMARK Islands Brygge 43 2300 København S Tel.: +45 32 88 99 00 KONTAKT