Til forsiden
VisitDenmark går efter flere finske turister

Nye flyruter øger kapaciteten på Finland, og det kan ifølge VisitDenmarks beregninger betyde en vækst på ca. 8 pct. af finske overnatninger i Danmark i 2012. VisitDenmark vil sammen med partnerne sikre, at forudsigelsen bliver en realitet.

Fra den 1. februar satte VisitDenmark stærkere spot på det finske marked. Det skyldes blandt andet, at Blue1 nu får direkte ruter fra ikke mindre end otte finske byer til København. Finnerne er i forvejen interesserede i Danmark. Markedet gik 18,5 pct. frem i 2011, og overnatningstallet var i perioden på 180.000, primært hotelovernatninger. Det er ikke kun København, der trækker. Legoland har i flere år været et populært rejsemål for de finske familier. Alt i alt vurderer VisitDenmark, at finske turister årligt omsætter for 174 mio. kroner i Danmark.

Det er VisitDenmarks kontor i Stockholm, der står for bearbejdningen af det finske marked med blandt andet BtB aktiviteter og presseaktiviteter. Markedsføringen vil ske i tæt samarbejde med Wonderful Copenhagen og Blue1. Markedsføringen er en del af ruteudviklingsprogrammet Global Connect med midler fra bl.a. Erhvervs- og Vækstministeret.

- Med de nye ruter øges kapaciteten ganske væsentligt, og vi forventer en vækst i 2012 på ca. 8 pct. for det finske marked. Vi har netop nu mulighed for at få en god position, fordi vi har adgang til solid viden om hvad, der rører sig, og hvad finnerne efterspørger. Med direkte ruter til København er det oplagt at satse på storby-oplevelser, men vi går samtidig i gang med at se på mulighederne for også at sælge Danmark til børnefamilier. Legoland har i de seneste år haft en del finske gæster, der er fløjet fra Helsinki, så der er et kendskab at bygge på i denne målgruppe også, siger Andréas Näsman, der er VisitDenmarks markedschef i Sverige.
Onsdag, februar 08 2012

Flere fly mellem Danmark og Finland:


Blue1 flyver fra Helsinki, Oulu, Vasaa, Lappeenranta, Kuopio, Kittila, Turku and Tampere. Også Finnair og SAS flyver fra Helsinki til København.

Hvis du vil vide mere:


Vil du høre mere om muligheder for kampagneaktiviteter på marked Finland kan du kontakte Andréas Näsman på telefon +46 (0)8 440 54 00 eller på mail: an@visitdenmark.com
VISITDENMARK Islands Brygge 43 2300 København S Tel.: +45 32 88 99 00 KONTAKT