Til forsiden
Camping bliver stadig grønnere

De danske campingpladser er blevet endnu bedre til at passe på miljøet. Det viser en undersøgelse som Campingrådet har gennemført blandt Danmarks 484 godkendte campingpladser. Vand- og elforbruget er reduceret og campingpladserne producerer mindre affald.

76 procent af alle campingpladser har de sidste fem år reduceret deres forbrug af vand. Alt fra vandreducerende ventiler og sensorer til regnvandsopsamling og lavskylstoiletter har været brugt i kampen for at begrænse vandforbruget. Dermed kan tre ud af fire campingpladser i Danmark i dag prale af et lavere vandforbrug end for fem år siden.

Samtidig er der blevet skruet ned for elforbruget. Alt imens sparepærer, LED lys, ”bedre slukkekultur”, solvarme, timere, energimærkede hvidvarer, energibesparende pumper, bevægelsesfølere osv. har gjort deres indtog på campingpladserne, er elforbruget og CO2 udslip dalet. Campingrådets undersøgelse viser, at hele 72 procent af alle campingpladser har investeret i strømbesparende foranstaltninger de seneste fem år.

Endelig er det også lykkedes for 45 procent af campingpladserne at nedbringe affaldsmængderne gennem kildesortering.

- Essensen i camping er netop gode oplevelser ude i den fri natur. Derfor giver det god mening, at de danske campingpladser investerer i et bedre miljø, siger Simon Bauer fra Campingrådet, der mener, at der er god grund til stolthed over resultaterne ude på de danske campingpladser.

- Fremtidens turister efterspørger miljørigtige oplevelser og derfor er det herligt, at camping i den grad rimer på miljø. Oveni er det med til at understøtte vores image ude i verdenen som et foregangsland på miljøområdet. Campingrådets undersøgelse dokumenterer, at man kan holde campingferie i Danmark med en overordentlig god grøn samvittighed, slutter Simon Bauer.

Fakta om dansk camping
Der var samlet 11,7 mio. camping overnatninger i 2007. Erhvervet omsatte i 2007 for 4,6 mia. kr. heraf alene 1 mia. i udenlandsk valuta. Camping genererede samlet 7.400 fuldtidsarbejdspladser i 2007.
Fredag, juli 04 2008
VISITDENMARK Islands Brygge 43 2300 København S Tel.: +45 32 88 99 00 Fax: +45 32 88 99 01 KONTAKT