De 13 danske mad- og rejseprogrammer i den nordiske serie ”New Scandinavian Cooking” er færdige, og programmerne er nu klar til at blive sendt ud i verden.
Det fejrede parterne bag serien den 26. marts 2007 ved en premierefest på Hotel- og Restaurantskolen. Til stede var bl.a. tv-selskabet Tellus Works, værten på programmet Claus Meyer, de regionale turismeudviklingsselskaber, virksomheder, VisitDenmark og andre organisationer, som har sponsoreret de udenlandske programmer.
Thorsten Smidt, som er kåret til Årets Kok og deltager på kokkelandsholdet, sørgede for buffeten – naturligvis baseret på de lokale råvarer fra seriens 13 forskellige locations.
En dansk version af tv-serien blev vist første gang på Danmarks Radio kl. 20.30 den 15. maj 2007.
Lokaliteter og menu for de 13 danske programmer ser således ud:
1) Lammefjorden Besøg på gårdene hos de lokale svineavlere Benny Jensen og Henrik Pedersen
Menu: Gulerodsdrik med rønnebær og æble, gulerødder i gulerod, grillet svinekotelet, selleri bagt i hø og ler i bål, serveret med smør a la brændende kærlighed.
2) Grønland
Kangerlussuaq og Ilulissat
Menu: Tatar af moskusokse med puré af majroe og tørrede sortebær, hellefisk med porrer i kapersvinaigrette og kroket af snekrabbe og kartofler, rå grønlandske rejer med peberrodssifon.
3) Søvejen mellem Danmark og Norge DFDS skibet på vej fra København mod Oslo og fjeldet i Jotunheimen, Norge
Menu: Sild på isblok med kartoffel, dild, smør og akvavit, lynsyltet sild med rødløg, fennikel, enebær og norsk kommen, grydestegt rype serveret i egen sky med bær fra fjeldet.
4) Skagen
Damsted Klit og Skagen Havn
Menu: Fiskefrikadeller med hurtig remo og rugbrød, stegt rødspætte med kartofler, smørsovs og syltede tranebær.
5) Bornholm Gudhjem Havn og Hammershus
Menu: Grillet sild med grønne jordbær syltet med eddike, rapsolie og sennepsfrø, pandekager med rapsolie og mel fra Valsemøllen, jordbær i jordbærvin og vanille parfait.
6) Nordsjælland Torshøjgård og Bærhaven i Danstrup, Fredensborg
Menu: Drænet tykmælk med smørristet havre og mirabellekompot, syllabub med råmarinerede bær, rødgrød og vandbakkelser med hindbærflødeskum.
7) Læsø og Samsø Læsø Saltsyderi og Vesterø Havn
Menu: Nye kartofler med dild, smør og salt, grillet jomfruhummer i skal med salat af saltbagte skalotteløg, hjertesalat og honning fra den brune bi, spyd med jomfruhummer og Læsøskinke.
8) Limfjorden Limfjordsmuseet og i klitterne ved Limfjorden
Menu: Dampede Limfjordsmuslinger med lokalt øl og persille, østers-persille suppe med salat af byg fra Skjåk med muslinger, østers, jordskokker, æble, kørvel og friske rønnebær.
9) Fyn Fåborg Dyreborg Strand og Steensgaard Herregård
Menu: Fjordrejemad med mayonnaise og dild, grillet culotte af Jerseykvæg, krustader med fyld af asparges, ærter og spidskål, rabarber trifli med friskostcreme og boghvedemakroner.
10) Lolland-Falster Æbleplantage på Fejø og Lilleø
Menu: Æblekage med sirup og cider, røgede ål med salat af jordskokker, sommeræbler, brombær og rugkerner, strandkrabbe bisque, punch lavet på dansk sukkerroejuice.
11) Sønderjylland
På Rømø og Høyer Sluse, lige ved den dansk-tyske grænse
Menu: Stegt lamme carpaccio med salat af hesterejer, radiser, salturt og sprødt brød, stegt lammekølle med majroer, skvalderkål og hyldeblomsteddike.
12) Aalborg Lindholm Høje og Voergaard Slot
Menu: Postej af harelår og fasan med nødder og svampe, kvædekompot, hareryg med rosenkålspuré og salat af rosenkål.
13) København Haven på Fuglebjerggård og Jacobsens Bryggeri på Carlsberg
Menu: Vegetarisk suppe med øl & pocherede æg, rullepølse og leverpostej med syltede rødbeder.