Meetovation er en lang række af involverende og nytænkende mødekoncepter, der alle har fem fælles elementer:
• Deltagerinvolvering
• Inspirerende rammer
• Grønne og ansvarlige
• Måling af udbytte ( ROmI – Return On meeting Investment)
• ”Location”
Koncepterne lægger op til at involvere deltagerne og bruger de fysiske rammer fleksibelt og kreativt. Formen på mødet skal tænkes anderledes end den traditionelle form, og alene det, at konferenceudbydere tænker formen ind i deres produkt, er nyt.
Det er befriende for både deltager og arrangør at arbejde sig væk fra den traditionelle énvejskommunikation.
Bag Meetovation står Danmarks nationale turismeorganisation, VisitDenmark, i samarbejde med eksperter fra de regionale møde- og kongresbureauer, professionelle facilitatorer, ledelsesrådgivere og mødearrangører samt et stort udpluk af danske kursus- og konferencecentre, hoteller og kulturinstitutioner. Projektet er støttet af Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Behovet for udvikling af nye mødekoncepter skal ses på den baggrund, at fremtiden for møder og konferencer byder på store udfordringer og nye krav til leverandørerne. Læring tænkes på nye måder, og projektdeltagere involveres i langt højere grad i dag end tidligere, såvel i undervisnings- og forskningsmiljøet som i erhvervslivet. Nye generationer – dagens og fremtidens mødekunder – er vant til at arbejde i teams, og de deler deres viden indbyrdes. De hverken kan eller vil sidde stille i timevis og lytte til en oplægsholders uendelige énvejskommunikation.
Alle disse forhold smitter af på mødekulturen, ikke bare i Danmark, men i høj grad også internationalt. Der er derfor et stort behov for udvikling af det danske mødeprodukt, hvis ikke vi skal sakke agterud i konkurrencen.
Det synes vi mildt sagt er beundringsværdigt.
VisitDenmarks vision med Meetovation er derfor at skabe fornyelse og vækst i mødeturismen. Projektets målsætninger er dels at hæve kompetence- og serviceniveauet i den danske mødebranche, og dels at udvikle nye koncepter, der kan give et reelt indhold i det ’brand’, som skal placere landet på verdenskortet som en af de mest innovative og effektive mødedestinationer.
Lars Blicher-Hansen
lbh@visitdenmark.com