Til forsiden
I havkajak langs de danske kyster

Det er både sjovt og udfordrende at sejle i havkajak, men samtidig dejligt afstressende. Det handler nemlig ikke kun om at sidde på vandet og padle, men også om at se, nyde og udforske havet og naturen omkring dig.

At sejle i havkajak er ikke bare for solister, det er i høj grad en social sport, hvor der er fine muligheder for sammen med andre at tage ud og opleve både til vands og i land. En havkajak kan jo så nemt som ingen ting trækkes på land, hvor den medbragte mad kan nydes.

Danmark er omgivet af vand på næsten alle sider, mod vest er det stort og til tider barsk, mod øst blidere og mere tilgængeligt. Læg hertil de mange fjorde og vige, så har du en perfekt tumleplads for havkajakroere.

Til de bedste lokaliteter hører den jyske østkyst med dens fjorde, den sydlige vesterhavskyst omkring Rømø og Fanø, Limfjorden, Det Sydfynske Ø-hav, Smålandshavet syd for Sjællland, Roskilde Fjord og Øresund. Også i Københavns havn er der super muligheder.
Det kræver øvelse at beherske en havkajak og nogle helt grundlæggende og elementære færdigheder, det ved de garvede.

Som nybegynder kan du lære at sejle havkajak på f.eks. weekendkurser eller gennem enkeltlektioner med kompetent instruktør, så du kan føle dig helt tryg i det våde element. Du lærer de mest basale færdigheder så som roteknik, ud- og indstigning i kajakken, at gå ud og ind gennem brændingen og at tømme en kajak fyldt med vand. Du lærer også makker-redning, for du vil uvægerligt vælte mange gange i starten.

De øvede havkajakroere har mulighed for at fordybe og dygtiggøre sig i teknik og detaljer på diverse kurser.

Dansk Havkajakbrancheforenings hjemmeside finder du en liste over medlemmer, som tilbyder undervisning for både øvede og nybegyndere. Også turistbureauerne rundt om i landet kan guide dig til udbydere af kurser.
Kajak, pagaj og vest – ja, hele udstyret kan lejes i Danmark, hvis du ikke medbringer dit eget. En kajak koster mellem DDK 200-250 pr. dag og 1200-1300 pr. uge. Hvis du skal ro alene, skal pagajflyder og håndpumpe medbringes/lejes.
 
Søg efter kajakudlejere
Ofte forudsættes det, at lejerne er forholdsvis erfarne roere med kendskab til de mest basale redningsøvelser. Hvis du ikke har det, vil du blive tilbudt instruktion. Mange udlejere forudsætter også, at du kan svømme 400 meter i åbent vand – og med kajak.
- Dansk Havkajakbrancheforening: www.danskhavkajak.dk
- Havkajakroerne – foreningen til fremme af havkajakroning
i Danmark: www.havkajakroerne.dk

VISITDENMARK Islands Brygge 43 2300 København S Tel.: +45 32 88 99 00 Fax: +45 32 88 99 01 KONTAKT