Til forsiden
Feriecentre - som skabt til familieferie

Et feriecenter er en ualmindelig smart indretning. En vellykket kombination af et hotel og et feriehus. Her er simpelthen alt, hvad familiens feriehjerte kan begære. En dejlig feriebolig med god plads til hele familien, naturen lige uden for døren - og masser af aktiviteter og faciliteter både inde og ude.

De fleste af Danmarks mange feriecentre ligger blot et stenkast fra vandet, men du finder dem også på de skønneste pletter inde i landet . De er et sikkert valg på alle årstider, for fællesnævnere for dem alle er samvær, nærhed, hygge, afslapning og aktiv udfoldelse - alt under samme tag.
Din feriebolig er en lejlighed eller et lille selvstændigt hus med egen terrasse eller altan. Som hovedregel er boligen indrettet til 4-8 personer, og til standardudstyret hører - udover god og praktisk møblering naturligvis - farve-tv, sengetøj og ofte telefon. Sengelinned, håndklæder og viskestykker kan lejes på feriecentrene, hvis du vælger ikke selv at tage det med. Også køkkenet er godt udstyret, og for at lette den af jer, der har køkkentjansen, er der opvaskemaskine og kaffemaskine.
Du kan leje ferieboligen for én eller flere uger, som regel fra lørdag til lørdag, men også weekendophold er populære. Uden for højsæsonen og ferieperioder i øvrigt kan der næsten altid arrangeres kortere ophold midt i en uge. Prisen afhænger naturligvis af sæson og opholdets længde, men i øvrigt er det værd at huske på, at der som regel gives gode rabatter uden for højsæsonen.
Det at ferieboligerne er så forskellige gør, at de er lige gode som base for en rolig og afslappet ferie i tosomhed som for en familieferie eller ferie med vennerne, hvor der er fuld fart over feltet. Også kæledyr som hund og kat er velkomne på de fleste feriecentre, men husk at holde øje med din firbenede ven - især med dens efterladenskaber. 
Én ting er helt sikker – du keder dig aldrig på et feriecenter. Mange har både udendørs- og inden-dørs swimmingpool, sauna og fitnessrum, og i flere er der subtropisk badeland. Nogle har et aktivite-tscenter, hvor du kan give dig i kast med f.eks. surf, dykning, golf, ridning og tennis. Især i højsæsonen står feriecentrets sportsteam klar med gode råd og vejledning. Foretrækker du de mere rolige aktiviteter, er der som regel bordtennis og billard at kaste sig over.
Børn stortrives på feriecentrene. Der bliver grinet og råbt på legepladserne, hvor der tit er en legeonkel eller -tante, som sætter gang i løjerne og diskret holder øje med ungerne, så legen ikke bliver for voldsom. Og ikke sjældent arrangerer feriecentrene f.eks. trylleshow, børnedisco og skattejagt. 
God og lækker mad skal der til. Det har man taget højde for på feriecentrene, hvor der findes spisesteder for enhver smag. Ofte er der flere restauranter at vælge imellem og hyggelige cafeer, hvor du kan få lidt let. Du og familien kan naturligvis også kokkerere hjemme i ferieboligens veludstyrede køkken. Der er altid gode indkøbsmuligheder på eller lige i nærheden af feriecentrene, så de daglige indkøb er ikke noget problem.
Byferie i et feriecenter er en ret ny ferieform i Danmark. To steder, nemlig i Ribe og Kolding, findes der feriecenter midt i byen, hvor du virkelig har mulighed for at udforske byerne og deres attraktioner, men naturligvis også den spændende omegn. Du finder ikke så mange aktivitetstilbud hos disse feriecentre af den simple grund, at de allerede findes i byerne, og der er du velkommen til at benytte dem.
De feriecentre, som er medlem af brancheorganisationen HORESTA er klassificeret efter en lang række kriterier og tildelt fra 0 til 5 stjerner, hvor 0 er det enkle og 5 stjerner betyder det bedste af det bedste. Klassifikationen består af en obligatorisk og tre frivillige dele. 
Vil du gerne bo på et feriecenter, som lægger vægt på det miljøvenlige og bæredygtige, skal du se efter Den Grønne Nøgle. Den er en garanti for, at feriecentret opfylder en række strenge miljøkrav. Dette certifikat anses af mange som verdens bedste miljøkoncept inden for overnatningssektoren. …
VISITDENMARK Islands Brygge 43 2300 København S Tel.: +45 32 88 99 00 Fax: +45 32 88 99 01 KONTAKT