|
|
|
|
|
Fem grunde til at Danmark er et miljø-attraktivt rejsemål
|
|
Man kunne frygte at det store antal turister, der årligt besøger Danmark, er en trussel mod miljøet, men det er de ikke! Og årsagen er, at vi i Danmark har en årelang tradition for at tænke hensynet til naturen og miljøet ind i alle relevante dele af den lovgivning, der regulerer vores samfund, og herunder også turismen.
Tidligere administrerende direktør i VisitDenmark, Dorte Kiilerich, kommer her med fem eksempler på, hvordan vi beskytter vores miljø i Danmark.
Efter min mening er det danske plansystem unikt. Som et lille land, hvor turisme, landbrug, industri skal eksistere i samklang med naturen er det vigtigt med smart og intelligent planlægning. Det har vi i Danmark. Hele landet er planlægningsmæssigt opdelt i byzoner, landzoner og sommerhuszoner, der nøje regulerer benyttelsen og byggeri. Herudover findes en 3-km kystzone, hvor der skal tages særlige planlægningsmæssige hensyn. Det betyder at landets lange kystzone i dag er friholdt for al unødvendigt byggeri og erhvervsvirksomhed, og dermed har vi kunnet undgå det tætte betonbyggeri, som vi ellers ser mange steder i verden. I stedet har Danmark en flere tusinde km lang og 3 km. bred kystzone, der sikrer befolkningen og turisterne adgang til et kæmpe rekreativt område med en masse gode naturoplevelser.
 En anden afgørende faktor for turismen er ren luft og rent vand. I de sidste 25 år har de skiftende danske regeringer investeret massivt i sikring af et rent vandmiljø. Og resultatet er da heller ikke udeblevet. Vandet ved de danske kyster er i dag så rent, at turisterne uden problemer kan hoppe i vandet fra den 5200 lange kyst. Miljømyndighederne fraråder kun badning på 10 km af kysten. Det betyder, at selv inde i havnen i centrum af vores hovedstad København kan turisterne bade i forvisning om at vandet er rent.
En tredje afgørende faktor er, at det i Danmark er obligatorisk, at større turismeanlæg som fx hoteller, feriecentre og forlystelsesparker gennemgår en særlig miljøvurdering førend de bliver godkendt til opførelse. Det har i høj grad bevirket, at vi i Danmark har undgået de store massive turismeanlæg, som man ellers ser så mange steder i verden.
 En fjerde vigtig faktor er, at vi i Danmark har en over 100 år lang tradition for at frede og beskytte vore naturområder. Dette er af stor betydning i et lille land som Danmark, hvor arealressourcerne er begrænsede. Samtidig har vi i de sidste 20 år investeret store summer i naturgenopretning. Fx er vi midt i realiseringen af et storstilet projekt, der betyder, at det samlede danske skovareal vil blive fordoblet i løbet af de næste 40 år. Det betyder ikke kun, at vores turister får endnu bedre rekreative muligheder – det betyder også ”ny lungekapacitet”, der kan fremover kan sikre et rent og attraktivt miljø.
Alle disse initiativer har haft stor og basal betydning for den positive udvikling i dansk turisme. På trods af en omfattende turisme oplever vi næsten ingen konflikter mellem miljøet og turismen.
Det skyldes også, at hovedparten af de danske turismevirksomheder er meget bevidste om, at et rent miljø og en oplevelsesrig natur er helt afgørende forudsætning for at de kan udøve deres levebrød. Det har bl.a. betydet, at turismeerhvervet har udviklet deres egen mærkeordning for god miljøkvalitet, som er et supplement til de øvrige statslige miljøordninger. Mærkeordningen, der hedder ”Den Grønne Nøgle” stiller krav til overnatningssteders forbrug af energi og vand, krav om at mængden af affald begrænses og krav til anvendelse af vedvarende ressourcer. Hertil kommer krav om brug af miljømærkede rengøringsmidler, økologiske fødevarer og pasning af grønne områder uden brug af pesticider.
På verdensplan er der mange kritikere, som ser med skræk på den tiltagende globale turisme. Det er også rigtigt, at mange lande – især udviklingslande – er meget sårbare overfor en uhæmmet turismeudvikling. Men jeg mener faktisk, at Danmark er et godt eksempel på, at det gennem ”intelligent planlægning” kan lykkes, at kombinere turisme og en høj miljøkvalitet, afslutter Dorte Kiilerich.
|
|
|
|
|