Til forsiden
Økosamfund i Danmark

Flere steder i Danmark kan du opleve økosamfund, hvor beboerne i fællesskab søger at leve et bæredygtigt liv - såvel økologisk, socialt som kulturelt. I de fleste tilfælde er der tale om offentligt tilgængelige steder, hvor du gerne må lægge vejen forbi, hvis du vil se og opleve, hvordan økologisk livsførelse kan tage sig ud.


"Konkyliehuset" i økosamfundet "Fri og Fro"Vil du se og opleve økologisk levevis i praksis, var det måske en idé at lægge vejen forbi et af de efterhånden menge eksperimenterende økosamfund, der findes rundt omkring i Danmark. Her vil du blandt andet kunne opleve lavenergi-byggerier, nytænkning i byggestil og brug af byggematerialer, pileanlæg til spillevandsrensning, komposteringsanlæg og meget mere. De fleste økosamfund er offentligt tilgængelige, så du kan trygt møde op. Flere steder vil du også kunne deltage i guidede ture, hvor en beboer viser rundt og fortæller om bygninger og levevis på stedet. 

Økosamfundet "Fri og Fro"Du kan fx tage til Egebjerg i Nordvestsjælland og besøge Fri og Fro med piledræn og flere eksperimenterende byggerier eller til økosamfundet Dyssekilde ved Torup i Nordsjælland, hvor du blandt andet kan se på ler- og halmhuse. Svanholm ved Skibby på Sjælland er et stort gods med storskala økologisk produktion, med et økologisk byggefirma og ovr året flere kulturelle arrangementer. På midtsjælland kan du besøge Hallingelille, et permakultur samfund, der gerne viser avancerede byggerier frem, eller besøg Munksøgård ved Roskilde med forskellige miljørigtige byggerier inden for etagebeboliger, rækkehuse mm.

I Jylland er pioneren Det Ny samfund i Thy – hvor du kan gå på opdagelse imellem skurvogne, gårde og selvbyggersteder. I nærheden ligger Fjordvang bofællesskabet hvor du kan overnatte i rolige gæstgiveri og blive økologisk bespist. Er du i nærheden af Århus, kand du besøge Andelssamfundet Hjortshøj – et social-økologisk bo- og udviklingssted for alle typer af mennesker. Her er eksperimenteret med bæredygtigt byggeri, vedvarende økologi mm. Eller du kan besøge levestedet Hertha, også i nærheden af Århus, med biodynamisk landbrug, kunstneriske aktiviteter, integration af udviklingshæmmede mm.

Landsforeningen for Økosamfunds hjemmeside kan du se en komplet liste over etablerede økologiske fællesskaber og fællesskaber, der er på vej. 
Søndag, november 30 2008
VISITDENMARK Islands Brygge 43 2300 København S Tel.: +45 32 88 99 00 KONTAKT