I 1905 lancerede Carlsberg en særlig, alkoholstærk påskebryg, og dermed var den første stærke højtidsbryg i Danmark en realitet. Da den nye øl blev en succes, fulgte flere bryggerier efter. I 1958 kom det nu nedlagte bryggeri Carlsminde med den første stærke julebryg i Danmark. Den havde en alkoholprocent på 7,6, og for at kunderne nemmere kunne adskille de nye, stærke øl fra de traditionelle pilsnere, kaldte man den nye type øl for ”bryg”. Mange andre julebryg er siden kommet i handelen, med Tuborgs Julebryg, også kaldet ”snebajeren”, som den nok mest kendte. Den har styrke som en almindelig guldøl med en alkoholprocent på 5,6.
Mens ”højtidsbryg” er blevet almindelige i Danmark og resten af Skandinavien, er det sjovt nok et nærmest ukendt fænomen i resten af verden.
Dagen hvor julebryggen kommer på gaden, bliver også kaldt for ”J-dag”. Det er altid første fredag i november, og den officielle frigivelse sker præcis klokken 20.59, hvor mange værtshuse og barer rundt omkring i landet gør et særligt nummer ud af begivenheden. Tidligere var ”J-dag” anden onsdag i november, men efter ønske fra en lang række handelsskoler, besluttede man at flytte dagen, da mange unge ikke mødte op til undervisningen dagen efter bryggens frigivelse.