Med Jelling skabte Danmarks to første konger i en ubrudt tusindårig række, Gorm og Harald, et enestående monument med hedenske rødder. Jelling synes at være et af de steder, hvor mennesker er tættere på deres forfædres ånder end andre steder, et kultsted til alle tider, Danmarks dåbsattest og en urgammel begyndelse på en ny æra. Af samme grund er Jelling optaget på UNESCO’s verdensarvliste.
Jellingmonumenterne består af resterne af verdens største skibssætning, Nordhøjen med gravkammer, den tomme Sydhøj, de to runestene og en kirke, der har haft tre forgængere af træ, som alle brændte. Den første af disse trækirker blev bygget som gravkirke over en meget fornem person, formentlig Kong Gorm, der døde 958-959. Man mener, at hans lig blev flyttet fra Nordhøjens hedenske grav til pladsen under den nye kirke, da Kong Harald antog den nye tro omkring 965.
Kongernes Jelling fortæller om Jellingfundenes betydning for udforskningen af Danmarks oldtid. Børnenes Jelling giver mulighed for leg, aktiviteter og berø-ring med vikingernes verden.