|
|
|
|
Københavns havnefront undergår en gevaldig forandring i disse år. I takt med at havnens gamle funktioner forsvinder, skyder nyt op og havnefronten er nu centrum for en udvikling med bymennesket i fokus.
Hvis man vil opleve hele havnen, ses den måske bedst fra vand-siden. Hop f.eks. ombord på en af de gule Havnebusser, tag med Vandbussen eller en sightseeingbåd gennem kanaler og havneløb. Til lands er de gratis bycykler en fin måde at komme rundt på og ud i krogene – men kun inden for voldene.
 Københavns store operahus, Operaen, ligger på Dokøen på Holmen. Den er tegnet af arkitekt Henning Larsen og indviet i januar 2005. Der er tale om en af verdens mest moderne operabygninger – og akustikken er fænomenal. Operaen er indvendigt udsmykket af kendte danske og nordiske kunstnere. Den store publikumsfoyer ud mod vandet samt Operaens café og restaurant er åbne for besøgende. Holmen er også hjemsted for en række andre kulturinstitutioner. Bag Operaen ligger f.eks. Kunstakademiets Arkitektskole, Rytmisk Musikkonservatorium, Filmskolen og Statens Teaterskole. I den gamle Torpedohal er der indrettet spændende ejerboliger, de nye rækkehuse i andelsbebyggelsen Halvtolv har egen bådeplads og i de gamle Kanonbådsskure holder kreative virksomheder til. Endnu står en del gamle skure og bygninger, som sikrer en vis rå idyl. Helt ude på spidsen af Refshaleøen ligger strandbaren Halvandet med liggestole og udsigt over havneløbet.
Nordligst på Christianshavn ligger Den Nordatlantiske Brygge, hvor det gamle Pakhus C fra 1767 huser den islandske ambassade samt Grønlands og Færøernes diplomatiske repræsentationer. Der holdes skiftende udstillinger med relation til de nordatlandiske lande, og i den tilstødende restaurant kan man smage mad tilberedt af nordiske råvarer.
I Trangraven og lige rundt om hjørnet i Christianshavns Kanal ligger nogle få husbåde, et par er indrettet til restaurationsskibe.
Gammel Dok i Strandgade er hjemsted for Dansk Arkitektur Center (DAC), hvor der holdes skiftende udstillinger og arbejdes med arkitekturens udvikling. Naboen er Eigtveds Pakhus, der benyttes af Udenrigsministeriet, som bor bagved på Asiatisk Plads.
Christiansbro er navnet på den helt nye bydel, der er vokset op omkring Christianskirken for enden af Strandgade på den gamle B & W grund. Bygningerne ud mod havnefronten er tegnet af Henning Larsens Tegnestue og de er hovedsæde for en af de store banker. Det eksklusive boligområde bagved gennemskæres af kanaler, som munder ud i havneløbet.
 Tættest på Langebro ligger Islands Brygges Folkepark, som giver plads til masser af liv og leg plus solbadning og en dukkert i det meget populære havnebad. Langs bryggen skyder cafeer og små butikker op i rask tempo. Syd for folkeparken summer det af byggeaktivitet, en ny bydel – Havnestaden - er ved at opstå. Til de mest markante bygninger hører den gamle frøsilo, som under navnet Gemini er ombygget til lækre boliger. Nokken ligger for enden af Islands Brygge. Det er et skægt lille samfund i samfundet, som står i skærende kontrast til alt det nye længere nordpå. Her hygges i de hjemmebyggede småhuse langs havneløbet, og ejerne nusser i deres både.
Fra Nordre Toldbod sejler chaluppen ud til kongeskibet Dannebrog, som ofte ligger for anker ud for. Mod syd ligger A. P. Møllers hovedsæde, en række smukke gamle pakhuse – indrettet til beboelse og Vestindisk Pakhus på Toldbodgade, hvor Den Kongelige Afstøbningssamling holder til.
Fra Amaliehaven er der udsigt til Frederikskirken og ikke mindst det nye operahus. Mellem Amaliehaven og Nyhavn ligger Københavns nye skuespilhus, der blev indviet i 2007.
 Den Sorte Diamant – den spændende og markante tilbygning til Det Kongelige Bibliotek – er tegnet af arkitekterne Schmidt, Hammer og Lassen. Den blev taget i brug i 1999 og er en af de absolut mest spændende nybygninger langs den københavnske havnefront – en flot repræsentant for det 20. århundredes arkitektur. Syd for Den Sorte Diamant ligger det internationale hotel Marriott og herefter følger en stribe mere eller mindre vellykkede kontorhuse langs Kalvebod Brygge. Mellem Hotel Mariott og Nykredits bygninger ses en række portrætfigurer skabt af kunstneren Per Kirkeby.
Går man forbi Fisketorvet og ned mod havneløbet kommer man til den nye bydel Havneholmen med både boliger og erhverv – og et nyt havnebad.
Også på Teglholmen længere sydpå er der livlig byggeaktivitet. Her bygges en boligby efter hollandsk forbillede med kanaler mellem de mange boliger. Teglholmen er i øvrigt også Københavns IT-by. Især Nokia’s hus er vellykket med en flot bro, som forbinder bygningerne over havnebassinet.
Stærkt presset af alt det nye klamrer Bådeklubben Valby sig stadig til vandkanten med sin lange række af røde småhuse og skægge både fortøjet foran.
Den fine lille gule slusebygning helt i bunden af Sydhavnen er tegnet af aktiket Vilhelm Dahlerup.
Kulturhavn er Københavns årligt tilbagevendende havnefestival med kultur- og fritidsaktiviteter langs havnen. Tilbudene går over sport, teater, musik, og events. Finder sted over fire dage primo august overalt i havnen. www.kulturhavn.dk
Der er flere muligheder for at spise med vand under kølen. Herunder nogle eksempler, men kig også i kanalerne på Christianshavn og Holmen.
Canal Tours Dinner CruiseAfgang ved Mindeankeret i Nyhavn. Restaurantbådene sejler gennem Københavns kanaler og havn i perioden juni til primo september. www.canaltours.dk
Restaurant FyrskibetKajplads 151, Nyhavn (ud for nr. 53 - 61). Det næsten 100 år gamle fyrskib ligger fast for anker for enden af Nyhavns nordlige kajgade med en formidabel udsigt. www.aok.dk
Saga QueenAfgang fra Havnegade. Sejler gennem havnen hele året, på udvalgte aftener desuden midnatstur. www.sagaqueen.dk
Sejl & SpisAfgang ved Mindeankeret i Nyhavn. Skibet Klodshans sejler i Københavns havn i perioden medio maj til medio september. www.aok.dk
Canal Tours Guidede ture på ca. en time. Sejler igennem havnen og kanalerne. Afgår fra Nyhavn og Gammel Strand. I sommerhalvåret sejles daglig hver halve time, om vinteren kun lørdag. www.canaltours.dk Nettobådene Guidede ture på ca. en time gennem havnen og kanalerne. Afgår fra Holmens Kirke ved Kronometertrappen (over for Børsen) og fra Nyhavn (ved Heibergsgade). Sejler fra ultimo marts til ultimo oktober. www.nettobaadene.dk
Vandbusser Vandbusserne sejler langs havnen og byens kanaler. De er uden guide og sejler fra Den Lille Havfrue i nord til Fisketorvet i syd, med omstigning på Gammel Strand eller Den Sorte Diamant (Det Kgl. Bibliotek). www.canaltours.dk
Havnebussen En tur med de gule havnebusser tager ca. en time sammenlagt. Havnebussen har 6 stoppesteder fordelt på begge sider af havnen. Læs om havnebusserne på www.movia.dk
Vandtaxi Copehagen Water Taxi’s både er døbt Flyvefisken. Tilbyder både taxi-sejlads og sightseeingture med båndoptaget guidning. www.flyvefisk.dk
Kajak sightseeing Guidede ture med professionelle kajakinstruktører rundt i kanaler og havn. Turene tilrettelægges individuelt. Læs mere på www.kajakole.dk
Bycyklen I sommerhalvåret er Bycyklen en nem og bekvem måde at komme rundt på – også i havnen. Man putter ganske enkelt en 20-kroners mønt i, når cyklen hentes i et af de mange bycykelstativer. De 20 kroner returneres, når cyklen stilles på plads igen. Læs om bycyklerne på www.bycyklen.dk
|
|
|
|
|