|
|
Oplev København på en dag eller to
|
|
København er en dejlig kompakt by med et godt offentligt transportsystem. Derfor kan man sagtens nå at se en god del af byen og dens mange seværdigheder, selvom tiden er kort. Her får du et bud på, hvordan det hele nås. Pluk ud og sæt sammen efter ønsker, interesser og ikke mindst tid.
 Rådhuspladsen, byens centrale og trafikale centrum, er et godt udgangs-punkt for ture i København. Det er værd at kigge ind i Rådhusets smukke indre og måske stige til tops i Rådhustårnet, hvor der på klare dage er et fantastisk vue over byen. Strøget, Københavns berømte gågade, består af gaderne Frederiksberg-gade, Nygade, Vimmelskaftet, Amagertorv og Østergade. Her er masser af liv og bunker af lækre butikker. Og i umiddelbar nærhed ligger nogle af byens store seværdigheder. Mellem Frederiksberggade og Nygade ligger Nytorv med Københavns domhus og Gammel Torv med Caritas-springvandet. Slå et smut til venstre op ad Nørregade og kig ind i domkirken med Thorvaldsens figurer – her blev Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary gift i 2004. Lige overfor ligger Københavns Universitet. Gå tilbage til Strøget ad Fiolstræde og gennem Jorchs Passage – en af byens små smutveje – eller forsæt til venstre ad Skindergade til det gamle Gråbrødretorv med de mange cafeer og restaurationer. Helligåndskirken ligger lige før Amagertorv, der altid er fuld af liv. Her er godt at slappe af med en kop kaffe eller nyde frokosten, mens folkelivet studeres. På Amagertorv og i Østergade ligger mange eksklusive butikker med danske og internationale mærkevarer. Også byens stormagasiner ligger i denne ende af Strøget, som munder ud i byens største og fornemste plads, Kongens Nytorv. Den er omgivet af flere palæer og kendte bygninger, bl.a. Det Kongelige Teater, Charlottenborg, Det Tott’ske palæ (Den franske ambassade) og det kendte Hotel d’Angleterre.
Syd for Strøget løber den hyggelige gågade Strædet, som udgøres af gaderne Læderstæde og Kompagnistræde. Cafeer ligger side om side med fikse butikker, antikvitetshandlere og små gallerier. Lille Kirkestræde fører til Nikolaj Plads, hvor Nikolaj Kirkebygning er udstillingssted for samtids-kunst.
Nord for Strøget ligger Købmagergade med Rundetårn, og i de små sidegader – f.eks. Kronprinsensgade, Pilestræde, Grønnegade og Ny Østergade – finder man nogle af Københavns mest trendy modebutikker og hotteste cafeer.
 Fra Amagertorv kommer man over Højbro Plads med statuen af Biskop Absalon, Københavns grundlægger, til Gammel Strand. Tag en tur langs kanalen - her lå byens fiskemarked, i dag er der kun en enlig fiskerkone tilbage. Måske frister en afslappende havnerundfart, hvor byen kan opleves fra en helt anden vinkel. Christiansborg Slot på Slotsholmen er sæde for det danske parlament, Folketinget, og De kongelige Repræsentationslokaler. Ved siden af slottet ligger Børsen med det snoede dragespir og rundt om hjørnet Thorvaldsens Museum. Via Tøjhusgade er der indgang til en af byens små og ret upåagtede oaser, Det Kongelige Biblioteks Have. Nyd den og gå igennem til Christians Brygge med den nye tilbygning til Det Kongelige Bibliotek – Den Sorte Diamant – som ligger ud mod havneløbet og lige over for havnebadet på Islands Brygge. Via ridebanen og Marmorbroen kommer man til Nationalmuseet, som er et besøg værd. Det samme gælder det nærliggende Ny Carlsberg Glyptotek på H. C. Andersens Boulevard.
 Pittoreske Nyhavn med smukke gamle huse langs kanalen ligger lige nord for Kongens Nytorv. Her udfolder sig - næsten døgnet rundt – et farverigt caféliv. Bredgade er spækket med gallerier, kunsthandlere og auktions-huse. På venstre hånd ses Frederikskirken, også kaldet Marmorkirken, kig evt. ind og op i den enorme kuppel. På højre hånd længere mod nord er Kunstindustrimuseet være at besøge. Amalienborg Slot – den kongelige residens - ligger kun få skridt fra Bred-gade. Hvis man ankommer kl. 12 kan man opleve vagtskiftet med den kongelige livgarde, som trækker op hver dag – tilmed med fuld musik, når kongefamilien er hjemme. Fra Amalienborg Slotsplads med Saly’s fine rytterstatue er der udsigt til Københavns operahus på Holmen. Gå ned til Amaliehaven ved havneløbet og nyd udsigten - også fra springvandet hen over slotspladsen til Frederikskirken.
Gå ad Bredgade, Amaliegade eller langs havnefronten mod Grønningen. Her står det enorme Gefionspringvand i en sky af vandstråler og bag det er der indgang til Kastellet med gamle bastioner og forsvarsværker. På Langelinie sidder statuen af Den Lille Havfrue og herfra ser man over på den gamle forsvarsø Trekroner, Holmen med det nye operahus samt den maleriske bydel Christianshavn på den anden side af havneløbet. Hop på en bus nr. 26 ved India Kaj bag Langelinie, den kører tilbage mod centrum til Kongens Nytorv, Rådhuspladsen og Hovedbanegården. Står man af på Kongens Nytorv er der kun få minutters gang ad Gothersgade til Kongens Have – en af byens dejligste parker – og Rosenborg Slot, hvor de danske kronjuveler opbevares. På hjørnet af Østre Voldgade og Sølvgade nord for Kongens Have ligger Statens Museum for Kunst – Danmarks nationalgalleri, og på modsatte hjørne Botanisk Have med det store palmehus. Her er man tæt på Nørreport Station, hvor der går tog, busser og metro i alle retninger.
Københavns gamle brokvarterer er i færd med at forny sig selv indefra i disse år. Det er spændende at se udviklingen og mærke den energi, som både Vesterbro, Nørrebro, Østerbro og Islands Brygge strutter af. Gamle huse renoveres, nye og arkitektonisk dristige bygninger skyder op. Her bor mange unge, og de er naturligvis stærkt medvirkende til at give nyt liv til disse bykvarterer.
Slut evt. dagen med en hyggelig middag på et af Københavns gode spisesteder, gå f.eks. i Tivoli i sommerhalvåret eller Tivolis julemarked i november-december - eller hold øje med teatrenes og Operaens programmer. Følg med i de mange tilbud på www.aok.dk og bestil billetter på www.billetnet.dk
CPHCARDMed et CPHCARD får man bl.a. gratis adgang til over 60 seværdigheder plus gratis transport i hele hovedstadsregionen. Kortet findes i to udgaver: 24 timer og 72 timer. Læs mere på www.copenhagencard.dk
SightseeingbusPå City-turen kommer man forbi mange topseværdigheder, den tager kun 1½ time - og så er man som udgangspunkt godt orienteret. Denne og alle andre sightseeingture udgår fra kolonnen med Lurblæserne foran Palace Hotel på Rådhuspladsen. Læs mere på www.sightseeing.dk
Bycyklen
I sommerhalvåret er Bycyklen en nem og bekvem måde at komme rundt i byen på – i sit helt eget tempo. Man putter ganske enkelt en 20-kroners mønt i, når cyklen hentes i et af de mange bycykelstativer. De 20 kroner returneres, når cyklen stilles på plads igen. www.bycyklen.dk
Kanal- og havnerundfartSightseeingbåde med guide sejler fast gennem byens kanaler og havnen fra marts til oktober samt delvis i vintermånederne. DFDS Canal Tours afgår fra Gammel Strand og Nyhavn. www.canaltours.dk. Netto-bådene sejler fra ultimo marts til ultimo oktober, de afgår fra Kronometertrappen ved Holmens Kirke og fra Nyhavn, www.nettobaadene.dk
VandbusserVandbusserne sejler langs havnen og byens kanaler. De er uden guide og sejler fra Den Lille Havfrue i nord til Fisketorvet i syd, med omstigning på Gammel Strand eller Den Sorte Diamant (Det Kgl. Bibliotek). Læs om vandbusserne på www.canaltours.dk
Med guideHvis man gerne vil følges med en guide igennem byen, kan Københavns Turistinformation, Copenhagen Right Now kontaktes på Vesterbrogade 4 A.
Offentlig transportInformation og oplysninger om hovedstadsregionens busser, tog og metro findes på følgende web-sites: busser og tog: www.movia.dk , metro: www.m.dk
|
|