Til forsiden
København

Danmarks hovedstad København bliver ofte fremhævet som en af verdens bedste, mest levende og charmerende storbyer. Det er en ungdommelig – men samtidig historisk gammel - by med alle de tilbud, man forventer at finde i en storby, og i tilgift er den forsynet med mange grønne parker og åndehuller, hyggelige kanaler og en moderne havnefront.

Vest for København ligger den store domkirkeby Roskilde og syd for byen Køgebugt-området med strandpark, spændende museum og den gamle købstad Køge.

København - en cykelvenlig byKøbenhavn har en dejlig overkommelig størrelse, og du kommer hurtigt rundt i centrum både til fods og med offentlige transportmidler – og frem for alt på cykel. For København er en meget cykelvenlig by med cykelstier og et net af cykelruter på kryds og tværs af byen. Gratis bycykler er placeret i stativer rundt om i den indre by, men du kan også leje cykler.
København - Kongens HaveKøbenhavns mange grønne parker er dejlige åndehuller, som benyttes flittigt fra morgen til aften. Også striben af søer, som går igennem byen, er populære oaser.

På bare 20 minutter er du i Dyrehaven nord for København, som er et velbesøgt udflugtsområde med skov og store åbne sletter, hvor vældige dyreflokke græsser.

Kun en kort cykeltur eller metrorejse fra centrum i østlig retning ligger det grønne naturområde Amager Fælled med vandre- og cykelstier, mange sjældne planter og fugle og små flokke af vildt.
København - Den Sorte DiamantKøbenhavns gamle havn har gennemgået en næsten total forandring i de senere år. Den er nu fint integreret i byen og er et af de mest spændende områder med spændende, ny arkitektur – fx Skuespilhuset, Operaen og Den Sorte Diamant. På Islands Brygge ligger det populære havnebad, og tæt derpå – og kun få metrostop fra centrum - den nye Amager Strandpark, som er en to kilomenter lang kunstig sandstrand med masser af vandsportsaktiviteter.
København - ChristianshavnKøbenhavn er en mangfoldig by, og byens kvarterer har hver deres karakteristika. Rundt om den indre by med middelalderbyen ligger ’broerne’. Vesterbro er byens hippe kvarter med masser af unge og trendsættende folk og virksomheder, Nørrebro er et farverigt og multietnisk kvarter, på Østerbro udfolder familielivet sig, og der bor mange unge urbane familier.

Christianshavn er byens pittoreske gamle kanalby med maleriske 1600-talshuse, og der finder du også fristaden Christiania med det alternative samfund. Valby og Frederiksberg er byer-i-byen vest for centrum – i Valby, hvor det store Carlsberg Bryggeri havde hjemsted indtil 2008, opføres i de kommende år en ny bydel, Carlsberg.

Dragør på sydspidsen af Amager er en gammel skipperby med krogede gade og fine, gamle huse, som ofte er udstyret med fantasifulde tårne og karnapper. Og der er stadig liv i den hyggelige havn. Undervejs kommer du til St. Magleby, hvor der endnu rides fastelavn til hest.
Der er masser af god shopping i København, et væld af hyggelige og fikse cafeer, og mange gode spisesteder. Det nordiske køkken revitaliseres i disse år, og på gourmet-fronten sætter København rekord i Skandinavien med hele 13 Michelin-stjerne restauranter i 2012.
København - Statens Museum for Kunst Det Kongelige Teater, som er Danmarks nationalscene, råder over tre huse: Gamle Scene som primært opfører ballet, Skuespilhuset og Operaen, hvor der opføres både opera og ballet. Byens øvrige scener spiller et bredt og varieret repertoire.

Museerne spænder vidt og favner bredt. Ny Carlsberg Glyptotek rummer fx en unik samling af antik kunst fra landene omkring Middelhavet samt franske impressionister og dansk guldalderkunst. Statens Museum for Kunst er Danmarks nationalgalleri med betydende danske og internationale værker gennem 700 år, og på Nationalmuseet kan du opleve Danmarks fjerne og nære fortid.
København - Tivoli Tivoli - Københavns gamle forlystelseshave – er en magisk og enestående blanding af blomster, forlystelser for store og små, spisesteder for enhver pengepung og masser af musik – fra rock på plænen til jazz og klassiske koncerter. Tivolis julemarked er Nordeuropas største.

Dyrehavsbakken – eller Bakken – er verdens ældste forlystelsespark. Den ligger i Klampenborg nord for København og er en god blanding af gammeldags gøgl, masser af forlystelser og spisesteder.
København - ØresundsbroenCa. en halv time fra København ligger domkirkebyen Roskilde. Domkirken er hvilested for en lang række danske kongelige, og på Vikingeskibsmuseet kan du bl.a. opleve fem 1000 år gamle vikingeskibe, som er fundet i Roskilde Fjord. I museumshavnen ligger 1:1 kopier af skibene, som du kan prøve at sejle i.

I Køgebugt-området syd for København ligger den seks kilometer lange Ishøj Strandpark med hvidt sand og høje klitter. Det spændende ARKEN Museum for Moderne Kunst er bygget lige op til Strandparken, og længere mod syd ligger den gamle havneby Køge, hvorfra der bl.a. sejles til Bornholm i Østersøen. Køges middelalderlige bymidte er velbevaret, og mange gamle huse og gårde er malet i smukke farver.

En tur til Nordsjælland er også indenfor rækkevidde. Her kan man i Helsingør besøge Kronborg Slot, der, sammen med Roskilde Domkirke og Jellinghøjene, er Danmarks repræsentanter på Unescos Verdensarvliste. I Hillerød kan man se Frederiksborg Slot og i Humlebæk, med udsigt over Øresund, ligger det internationalt anerkendte kunstmuseum Louisiana med en imponerende samling af moderne kunst.     

Den nye Øresundsbro har bundet Øresundsregionen tættere sammen og forkortet rejsetiden mellem Danmark og Sverige til kun 10 minutter. Der går tog fra Københavns centrum over broen med første stop i Malmö/Sverige, og i bil kører du på broen i Kastrup og lander i Sverige umiddelbart syd for Malmö.

Kort over København




Kort over København

Find vej - se både luftfoto- og almideligt kort over København
Kort over København

Søg overnatning & oplevelser



De fem mest besøgte attraktioner i København

Tivoli
Dyrehavsbakken
Zoologisk Have 
Nationalmuseet
Statens Museum for Kunst


Fakta om Storkøbenhavn

Indbyggertal: Ca. 1,6 mio.
Lufthavn: Kastrup/København
Internationale færgeruter:
- København (SE - NO - PL)
Afstande fra København til:
- Århus (304 km)
- Odense (167 km)
- Aalborg (414 km)

Mere information om København

Hjemmesider:
www.visitcopenhagen.dk
www.visitvestegnen.dk

Lokale turistbureauer:
Turistbureauer i København
VISITDENMARK Islands Brygge 43 2300 København S Tel.: +45 32 88 99 00 KONTAKT