Til forsiden
Nordsjælland

I det grønne og frodige Nordsjælland veksler kuperede åbne landskaber med vældige skove og store søer. Langs nordkysten finder du nogle af Sjællands smukkeste kyststrækninger og bedste badestrande, og langs Øresund er der flotte udsigter over sundet til Sverige.

Mod vest afgrænses regionen af Isefjord og Roskilde Fjord med blide fjordlandskaber og lave enge.

Nordsjælland - Hornbæk KlitplantageLangs Kattegatkysten er der mange gode og børnevenlige strande med lavt vand. De bredeste strande finder du i Hornbæk, Tisvildeleje og Liseleje, hvor sandet er fint og hvidt, og store klitter giver læ, men Kattegat kan vise tænder ved pålandsvind.

Øresundskysten er blidere, og strandene små. Ofte er der sat badebroer op i sommerhalvåret på de offentlige strande, og de kan frit benyttes. I Isefjord og Roskilde Fjord finder du også en del mindre og gode strande med lavt vand, bl.a. ved Lynæs.
Nordsjælland - GribskovPå nordkysten veksler strandene med stejle skrænter og klinter ved bl.a. Vejby og Gilbjerg Hoved, som er Sjællands nordligste punkt. Fra Gilbergstien, der løber langs kanten af klinten, er der smukke udsigter over Kattegat til Sverige. Og især ved Vejby Strand får du et godt indtryk af naturens kræfter, for der æder havet sig ind på kysten med hastige skridt – trods massive kystsikringer.

Bag kystens strande og klitter ligger store fredede naturområder, bl.a. Tisvilde Hegn med Troldeskoven, de flotte lyngklædte Tibirke Bakker og Arresø, Danmarks største sø.

Nordsjælland - Landskab ved Roskilde FjordGribskov er et af Danmarks største skovområder med mange dejlige vandreture, som der findes gode kort til. Langs østsiden af skoven ligger Esrum Sø, som er Danmarks næststørste sø. En fin vandresti går fx langs søbredden ved Nøddebo til Esrum med udsigt over søen til Fredensborg Slot.

På Nordsjællands nordvestligste spids ligger halvøen Halsnæs omkranset af Kattegat, Isefjord og Roskilde Fjord. Der er mange flotte udsigter over land og vand, og i sommerhalvåret sejler en lille færge fra Sølager til Kulhuse. Derfra er der kun kort til Jægerspris Nordskov med gamle egetræer, hvoraf nogle er op mod 1000 år gamle.
Nordsjælland - HelsingørHelsingør ligger ved indsejlingen til Øresund, og den er trafikknudepunkt med færger til Sverige. Men byen er først og fremmest hjemsted for Kronborg Slot, scenen for Shakespeares skuespil Hamlet. Der er desuden mange gamle bindingsværkshuse, hyggelige brostensbelagte gader, en domkirke og et fredfyldt kloster i den travle by.

I Fredensborg ligger kongefamiliens forårs- og efterårsresidens, Fredensborg Slot. Der er mange stier i den store slotspark og fine udsigter over Esrum Sø.

Nordsjælland - Frederiksborg Slot, HillerødHillerøds vartegn er det store Frederiksborg Slot, som er hjemsted for Det Nationalhistoriske Museum med bl.a. portrætgalleri. Slottet var kongeslot i mange år, og derfra var der let adgang til de store jagtskove, som omgiver Hillerød.

På Nordsjællands kyst ligger bade- og kystbyerne på stribe, fx Hornbæk, Gilleleje, Rågeleje, Tisvilde og Liseleje. Flere af dem har en fortid som små fiskerlejer, det gælder bl.a. Hornbæk, der i dag betragtes som den mest eksklusive af alle badebyerne, mens Gilleleje stadig har en levende fiskerihavn. Herfra og i andre kystbyer langs Øresund og Kattegat hjalp fiskerne under 2. Verdenskrig mange danske jøder til at komme i sikkerhed i Sverige, men i Gilleleje gik det galt i oktober 1943, hvor 75 jøder, som var skjult på kirkens loft, blev angivet og taget til fange. Gilleleje Museum beretter derom.

I Hundested har det lille fiskerleje udviklet sig til en travl fiskerihavn. På Skansen over byen ligger polarforskeren Knud Rasmussens Hus, og nord for Hundested finder du Kikhavn, som er et af regionens ældste fiskerlejer. I dag er fiskelejet med de mange stråtækte huse fredet.

Mellem Roskilde Fjord og Arresø ligger den gamle industriby Frederiksværk, hvor et kanonstøberi og et krudtværk indgår i Industrimuseet Frederiks Værk. Ud mod fjorden er Frederikssund ligger ud mod fjorden, og er hjemsted for maleren J.F. Willumsens Museum. På et næs i fjorden kan du opleve drabelige vikingespil i sommermånederne og besøge en vikingelandsby.
NordsjællandNordsjælland er spækket med golfbaner, og på de fleste er gæstespillere velkomne. Ved Gilbjerg Hoved på nordkysten er der fine muligheder for hanggliding, og windsurfere møder gode udfordringer ved bl.a. Lynæs.

Se golfbaner i Nordsjælland
Nordsjælland - Kunstmuseet Louisiana, HumlebækNordsjælland har altid haft en vigtig plads i historien og i århundreder været de danske kongers foretrukne tumleplads. Det vidner de mange slotte om. Kronborg Slot, Frederiksborg Slot og Fredensborg Slot er de mest kendte, men også Jægerspris Slot og Selsø Slot er besøg værd.

Også kunstnere og forfattere er blevet tiltrukket af egnens natur, og der er mange spændende museer i regionen. Louisiana Museum for Moderne Kunst i Humlebæk er Danmarks mest besøgte museum med dansk og international kunst og hyppige særudstillinger. Tæt derpå ligger Nivaagaard Malerisamling med ældre kunst, og i Rungsted finder du Karen Blixen Museet, som er indrettet i forfatterens hjem på Rungstedlund. Her skrev hun sine berømte fortællinger, bl.a. ’Den afrikanske farm’.

Nordsjælland - Esrom KlosterI middelalderen var Esrom Kloster et af Danmarks største. I dag står kun en enkelt bygning tilbage sammen med den gamle Esrum Møllegård. Spændende udstillinger fortæller om klosterlivet dengang, og i juni måned kan du opleve et kæmpe middelaldermarked ved klosteret.

Kort over Nordsjælland




Kort over Nordsjælland

Find vej - se både luftfoto- og almideligt kort over Nordsjælland
Kort over Nordsjælland

Søg overnatning & oplevelser

Fakta om Nordsjælland

Største by: Helsingør
Nærmeste lufthavn: København
Internationale færgehavne:
   - Helsingør (SE)
Afstand fra København til:
   - Helsingør (47 km)
   - Hundested (66 km)
   - Frederiksværk (54 km)

Mere information om Nordsjælland

Hjemmesider:
www.visitnordsjaelland.com
www.visitcopenhagen.dk

Lokale turistbureauer:
Turistbureauer i Nordsjælland
VISITDENMARK Islands Brygge 43 2300 København S Tel.: +45 32 88 99 00 KONTAKT