Furesø-Farum Sø-Vejle Sø: Kajak på Danmarks dybeste

Furesø-Farum Sø-Vejle Sø: Kajak på Danmarks dybeste
Distance: 22 km. Kan deles i mange mindre etaper. Sværhedsgrad: EPP 2. 

I søerne i det grønne område nord for København er det næsten altid muligt at finde en kajakrute med læ. Danmarks dybeste sø, Furesøen, kan dog i visse vejrtilfælde vise tænder. Så hvis det blæser fra øst ind over Furesøen, så tag en tur i Farum Sø.

Etaper:
Furesøen rundt uden Storekalv, 10 km
Furesøen rundt med Storekalv, 15 km
Mod nord fra Furesø Marina/Furesøbad:
- Farum Sø, 5 km
- Birkerød Roklub, 3 km
- Holte Roklub, 5 km
- Vejle Sø, 6 km
Mod syd fra Furesø Marina/Furesøbad:
- Kollekolle, 2,5 km
- Frederiksdal Fribad, 5 km
- Frederiksdal sluse, 5,5 km

 

Ingen skovsø
Furesøen er ikke bare en lille skovsø. Dens størrelse og dybde – Danmarks dybeste med sine ca. 38 m. – gør, at bølgerne kan bygge meget kraftigt op, og være en udfordring selv for havkajakker.

 

Desuden gør landskabet omkring søen med de mange skrænter, at retningen på vind og bølger kan dreje undervejs på ruten. Så vær opmærksom – selv om der er vindstille. Der, hvor du sætter i, kan det sagtens blæse kraftigt, når du kommer ud på ruten. Hold dig derfor altid tæt ved kysten.

 

Kajak hele året
Et godt sted at starte er ved Furesø Marina, hvor der er en stor parkeringsplads med direkte tilgang til vandet. I sommerhalvåret skal de lave bådebroer ved søklubberne bruges. Når disse broer er lagt op, kan der sættes i fra den lave bro ved stranden. Start ikke fra stranden i sommerhalvåret, hvor stranden er forbeholdt de mange badegæster.

 

Der kan roes hele året, undtagen hvis der er is på søerne. Hver opmærksom på, at isflager under tøbrud kan drive fra den ene side af søen til den anden. I sommerperioden kan der være en del vandplanter bl.a. såkaldt vandpest. Særligt i det lavvandede Storekalv kan det være et problem for kano- og kajakroere.

 

Undgå at sejle ind i sivbevoksningen - og vis i det hele tage hensyn og respekt for fugle, dyr og planter.

 

Ved sydsiden af Storekalv (østlige del af Furesøen) ligger en vandskiklub. Deres sejlområde er markeret med særlige hvide bøjer – ca. 1 meter høje rør. Hold dig langs kysten inden for bøjerne.

 

Farum Sø kun for medlemmer
For kano- og kajakroere er det kun tilladt at ro ind i Farum Sø, hvis man er medlem af en klub under Dansk Kano- og Kajakforbund. For hele området gælder, at motorbåde kun må bruges efter særlig aftale med Skov- og Naturstyrelsen.

 

Især langs Furesøen er der mange private grunde helt ned til søen. Undgå at gå i land på disse steder og vis i det hele taget hensyn.

 

Vis hensyn
Vis særligt hensyn til badegæster ved Furesøbad og Frederiksdal Fribad ved at ro uden om de bøjer, som er udlagt i sommerhalvåret. På og ved Furesøen er der mange andre brugere: Windsurfere, roere, sejlere og lystfiskere – husk at der skal være plads til alle. Pas også på bådfartens motorbåde, der i sommerperioden lægger til ved bl.a. Furesøbad, Kollekolle, Birkerød og Frederiksdals sluse.

 

I Farum Sø er der en lystfiskerklub, og de er ofte ude i robåde. Husk at komme fri af deres liner.

Faciliteter
P-pladser:
Furesø Marina

Toiletter:
Ved Furesø Marina er der offentlige toiletter og omklædningsrum i gennemgangen fra parkeringspladsen ned til stranden.

 

Landgangssteder:
Udover overnatningspladserne er det nemt at komme i land ved de forskellige ro- og kajakklubber langs med Furesøen:
- Nord (ved Furesø Marina)
- Birkerød Roklub
- Holte Roklub

Overbæringssteder:
Der er overbæring ved Frederiksdals sluse, hvor du skal bære under broen (hold til højre og pas på hovedet!) for at komme til den nedre del af Mølleåkanalen. Herfra kan du ro videre over til Bagsværd Sø og Lyngby Sø gennem den altid rolige og smukke kanal. Via Lyngby Sø kan der roes gennem Mølleåen helt til Øresund. Der er dog en del overbæringer undervejs.

 

Spisesteder:
Restaurant Furesø Marina: http://www.marina-en.dk/ 
Isboden ved Furesøbad. Is, pølser, kaffe mv. sælges i sommerhalvåret.
Kollekolle: www.kollekolle.dk. Ligger ca. 500 m. ad skovsti fra landgangsstedet Kollekolle.
Frederiksdal Fribad: www.fribad.dk. Grillrestaurant og isbod åben i sommerhalvåret.

Overnatning:
Hotel og konferencecenter Kollekolle: www.kollekolle.dk.

 

Kajakudlejning:
Ingen ved Furesøen og Farum Sø. Den nærmeste kajakudlejning er ved Nybro mellem Lyngby Sø og Bagsværd Sø, hvor der også kan lejes turkanoer: www.nybrokano.dk 
Der er også kanoudlejning ved Frederiksdal:
www.frederiksdal-kanoudlejning.dk

Adgangsforhold
For kano- og kajakroere er det kun tilladt at ro ind i Farum Sø, hvis man er medlem af en klub under DKF. For hele området gælder, at motorbåde kun må bruges efter særlig aftale med Skov- og Naturstyrelsen.

Links
Kano- og Kajakklubben Nord www.kkkn.dk 
Holte Roklub www.holte-roklub.dk

Last updated by

IMPORT Naturstyrelsen VD
 

Contact

Address

Dronninggårds Alle 40B
2840 Holte

Facilities

  • By / Område

    • Birkerød

Find routes

Find a route to this destination

From

Transport

  • Coordinates

    Longtitude : 12.4588361935853
    Latitude : 55.8115616584865