Sporet ved Den Gamle Have i Allerup

Sporet ved Den Gamle Have i Allerup

Spor i Landskabet er trampestier, der over hele landet, giver adgang til områder, som ellers ikke er tilgængelige for offentligheden. En folder om sporet findes i folderkassen ved sporets start eller kan downloades på www.spor.dk . Nedenfor kan du læse mere om hvad du kan se på denne rute. God tur.

Sporet ved den Gamle Have i Allerup ligger i landsbyen Allerup ca. 10 km sydøst for Odense centrum. Den afmærkede rute er ca. 2,5 km lang.

Den Gamle Have
Allerup Skovgaard nedbrændte i 1912 pga. et lynnedslag. I ’den gamle have’ til gården blev en idræts- og festplads og et svømmebassin indviet i 1934. Odense områdets gymnastik- og idrætsforeninger stod bag anlæggelsen, som i høj grad blev udført ved frivillig arbejdskraft. Her er åbent for offentligheden, og friluftsbadet trækker områdets beboere og skoler til. Desuden udlejes faciliteterne fra maj-september til forskellige private arrangementer.

Viemosegaard
Sporet går til venstre ad markvejen. Til højre ses gyllebeholdere fra gården Viemosegaard med svineproduktion. Gården har 400 søer, og leverer årligt 10.000 svin til slagtning. Gyllebeholderne kan rumme 8.000 m3, hvilket er tilstrækkeligt til at gyllen kun bringes ud som gødning på markerne en gang om året. Lodsejeren dyrker 150 ha med maltbyg, industrihvede og sukkerroer. Hele avlen sælges. Foder til svineproduktionen købes færdigblandet.

Istidslandskab
Her ses resterne af en udendørs skydebane, som Allerup S&G har benyttet til 250 m riffelskydning. Området er et godt eksempel på et istidslandskab med forskellig form, jordbund og anvendelse. Skoven ligger på en stigning på den dårlige jord på grænsen mellem den fugtige lave smeltevandsdal med vandløb, og den højere liggende moræne. Oprindelig havde alle gårde i området, foruden agerland, brug for både skov til brændsel og fugtig jord til græsningsareal. Derfor er både skovene og det lave område stadig ejet af mange forskellige lodsejere.

Kvæggård
Gå over ’spidsenden’, som lodsejeren benævner dette stykke jord, og følg stien gennem granskoven. Herefter fortsættes langs markskel eller mellem majs/roe rækkerne. Denne lodsejer har ca. 50 jersey malkekøer og opdræt. På markerne dyrker lodsejeren majs, roer og græs som grovfoder til kreaturerne og byg og hvede til foder eller salg. Gården ligger til venstre fremme ved asfaltvejen.

Allerup
Asfaltvejen følges til højre gennem Allerup. Til højre ses den gamle gulkalkede præstegård fra 1819. Kirken er en typisk hvidkalket fynsk landsbykirke, hvis oprindelse går tilbage til det 13. århundrede. Den er med sine 160 siddepladser stor til sognet med ca. 370 indbyggere. Kirken og de fleste gårde hørte tidligere til herregården Bramstrup ved Nr. Lyndelse. De fleste gårde blev frikøbt til selveje i 1801. Over for kirken ligger den gamle Allerup skole fra 1819. Den lange gule bygning indeholdt ét stort klasselokale og bolig for lærerfamilien. I midten af 1950’erne blev skolen udvidet med en klassefløj, og dernæst nedlagt i 1966, hvor der blev bygget en fælles skole ved Ørbækvej. Allerup Forsamlingshus er bygget i 1906 som følge af ungdoms-, skytte- og gymnastikforeningernes behov for et samlingssted for medlemmerne. Det ejes af Allerup S&G og bruges som skydebane og udlejes til sammenkomster. Stenene overfor gadekæret viser at bystævnet holdt til her. De 12 gårde i Allerup udgør bylauget og ’ejer’ hver sin sten. På stenens lodrette flade står forbogstaverne på gårdenes ejere i 1848 - på siddefladen forbogstaverne på ejerne i 1920. Bystævnets flagstang ejes af bylauget, som sørger for at flage på flagdage og ved festlige lejligheder blandt landsbyens beboere.

Last updated by

IMPORT Naturstyrelsen VD
 

Find routes

Find a route to this destination

From

Transport

  • Coordinates

    Longitude : 10.4700001389221
    Latitude : 55.3431166512137