Til forsiden
Fine udsigter på fynsk familiecykelferie

Teenageren træder entusiastisk i pedalerne på cykelferien, hvis hun tages med på råd, når feriens rute planlægges. Det opdagede familien, som med beskrivelsen af deres cykelferie på Fyn vinder konkurrencen om Årets rejsebeskrivelse 2007.

Vores familie fra Odense bestående af Johnny, Sanne og Johnnys datter Maja på 12 år var i sommeren 2007 på cykelferie i fem dage. Planen var en cykelferie på Fyn, og vores erfaring efter tre cykelferier sagde os, at planlægningen og sliddet er det hele værd: Eventyret ”cykler” helt bogstaveligt forbi vores egen hoveddør.

Glæde af afmærkede cykelruter
Vi valgte at følge de afmærkede cykelruter næste hele tiden, og det gjorde kun turen mere behagelig. Man slipper for hele selv at skulle finde vej, for de små cykelruteskilte står ved hver afdrejning. I stedet bruger vi kortet til at se, hvad herregården eller landsbyen, vi lige kørte forbi, hedder. Undervejs gør vi mange stop og giver os selv tid til at være, hvor vi er. Klokken betyder ikke så meget, når der lige er nogle heste, man vil snakke med, eller et vandløb, man vil se på.

Udsigt fra de fynske bjerge
I Tommerup Stationsby så vi, at der blev optaget et sommerprogram for den regionale TV-station. Lige udenfor byen lå bakken Brændholtbjerg og tårnede sig op i 115 meters højde. Vi fandt lejrpladsen ved bjerget, som er fint skiltet og indrettet med en græsmark til at slå telt op på, en bålplads med brænde og et toilet.

Næste dag besteg vi bjerget, hvorfra der er en flot udsigt over det bakkede, vestfynske landskab. Det var et dejligt område med græssende køer, små tudser over det hele og et helt krat med hindbær – lige til at spise.

Gæstfrihed på gården
I landsbyen Kerte kom vi tæt på den smukke Brænde Ådal, og herfra kørte vi mod Barløse, hvor vi overnattede på en privat lejrplads på en gæstfri, lille gård. Her var rigelig plads, et udekøkken med vand, et lokum og en masse dyr. Både hunde, katte, høns, får og et flaskelam, der stod og brægede, når man snakkede med det.

Fra skov til bindingsværksidyl
Næste dag kørte vi ind i skovene omkring herregården Brahesborg, som myldrede af liv; store skrubtudser, kredsende rovfugle og mærkelige insekter. Vi så Brahesborg på tæt hold, da vi kørte over gårdspladsens toppede brosten. Derfra kørte vi mod Assens og vandrerhjemmet, hvor vi fik et bad og lækker, hjemmelavet aftensmad. Om aftenen gik vi rundt i Assens, hvis gamle kvarterer strækker sig næsten ned til havnen med hyggelige gårdinteriører i bindingsværk.

Teenageren som ruteplanlægger
12-årige Maja var med for andet år i træk. Det kan anbefales at lade teenagere være medbestemmende, når turen skal planlægges. De første par dage kørte Maja mest bagest. Hver gang det gik ned ad bakke, kom der hurtigt en ny, træls bakke opad! Men den sidste dag, hvor vi kørte det længste stræk, havde Maja været med til at lægge ruten, og hun kørte ivrigt forrest.

Visit hos farmor
I Espe ventede farmor med tiltrængt aftensmad og en seng at sove i. Vi var enige om, at vi alle havde fortjent den prikkede bjergtrøje fra Tour de France efter alle de ”bjergetaper”, vi havde været igennem. Endnu en god sommerferie på cykel var forbi.
Lørdag, april 19 2008
VISITDENMARK Postboks 406 Sentrum 0103 Oslo Tlf.: 22 00 76 46 Faks: 22 41 38 02 KONTAKT