Til forsiden
Oplev Sort Sol

En naturoplevelse, der virkelig er værd at rejse efter, er "Sort Sol" fænomenet, der kan opleves forår og efterår i Tøndermarsken og andre steder i det sønderjyske, når enorme stæreflokke danner fantastiske formationer på himlen. Du kan opleve det fascinerende skue på egen hånd, eller du kan tage med på en arrangeret tur.   

Forår og efterår samles enorme stæreflokke på træk i det syd- og sønderjyske område - specielt i de lavvandede områer i  Tøndermarsken. Lige før stærene går ned på jorden for natten, tegner de nogle imponerende mønstre på himlen, og det er dette ejendommelige fænomen, man kalder Sort Sol. 

Det er et fascinerende syn at opleve de enorme stæreflokke, og samtidg er det også en oplevelse fyldt med spænding og dramatik, for hvor mange af stærene lykkes det rovfuglene at tage? Har du tid til det, kan det varmt anbefales at blive i området et par dage og opleve stærenes himmelkunster flere gange.  
Man har de bedste chancer for at opleve Sort Sol i Tøndermarsken, men ogå andre steder i det syd- og sønderjyske kan man opleve det fascinerende fænomen. For eksempel omkring Ribe, ved Tipperne i den sydlige del af Ringkøbing Fjord, ved Rømø dæmningen, men også andre steder i området. På Skov- & Naturstyrelsens hjemmeside kan du se et kort, der viser, hvor chancerne for Sort Sol er størst.   
Der er flere muligheder for at komme på guidede ture i området, hvis du vil opleve Sort Sol. Blandt andet arrangerer Tøndermarskens Naturcenter flere ture, hvor lokale naturvejledere guider og fortæller. Kontakt eventuelt et af de lokale turistbureauer i området, hvis du vil vide mere. 

Søg efter turistbureauer
Du kan få mere information om Sort Sol på Skov- & Naturstyrelsens hjemmeside. Blandt andet finder du her en spændende øjenvidneberetning, ligesom der er tips til, hvad man bør gøre - og ikke gøre - for at få den bedste Sort Sol-oplevelse.  
VISITDENMARK Postboks 406 Sentrum 0103 Oslo Tlf.: 22 00 76 46 Faks: 22 41 38 02 KONTAKT