|
|
|
|
Prærievognen er jeres feriehjem, mens I roligt og stille triller ud i naturen med hyggelige og stabile heste spændt for vognen. Stress og jag er ukendte begreber, tiden er jeres egen, kun fodring af såvel de to- som firbenede skal I tænke på.
 På en prærievognsferie er det meste lagt til rette på forhånd. Ruter og dagsetaper er stukket ud, lejrpladserne er faste og vognens udstyr er på plads. I kan derfor koncentrere jer om heste og vogn og rigtig få tid til at se og opleve på turen. Måske frister sø eller hav til en frisk dukkert i løbet af dagen, måske er der lige en hule, som skal bygges undervejs eller nogle fisk, som skal hives i land til aftensmaden. Måske er der svampe og bær, der frister til selvpluk, eller en bod langs vejen med friske grøntsager og frugt. Når I om aftenen sidder rundt om lejrbålet eller hygger inde i vognen, hører I kun hestenes stille vrinsken og naturens lyde – menneske, hvad vil du mere!
I kan holde prærievognsferie flere steder i Danmark, f.eks. på den grønne og kuperede Samsø ( www.samsoeturist.dk) i Kattegat, omkring det frodige og skovrige Silkeborg ( www.silkeborg.com) i Midtjylland og i det flotte og åbne Himmerland syd for Limfjorden ( www.visitnordjylland.dk) samt på det idylliske Sydfyn ( www.visitfyn.com). Det er højsæson for prærievognsferie i skolernes sommerferie, dvs. fra ultimo juni til medio august. I denne periode er ferien som regel af en uges varighed. Uden for højsæsonen kan I også booke kortere perioder og weekends.
Der kræves ikke særlige forudsætninger eller kendskab til heste eller hestevognskørsel. Efter ankomsten får I grundig instruktion i brug af vognen og i omgang med hestene. I får udleveret turbeskrivelse og detaljerede kort – og så er der ellers afgang.
De daglige køreture er typisk på 2-3 timer om formiddagen, og efter en fortjent middagspause køres der igen 2-3 timer om eftermiddagen.
 Prærievognen har som regel plads til 4-5 personer, og den er udstyret med bord og bænke, der fungerer som behagelige sovepladser om natten. Desuden medfølger køkkengrej og service, gasblus, køleboks eller køleskab, vanddunk – og foder til hestene. Mange vogne er forsynet med kemisk toilet. Check for en sikkerheds skyld om dyner eller tæpper og hovedpuder er med eller ej.
Husk at tage sengelinned, håndklæder, viskestykker, karklude, tændstikker og lommelygte med. Det er også en god idé at medbringe mad til den første dag, så I slipper for spekulationer om butikkers åbningstider etc.
Overnatning sker på faste lejrpladser, hvor faciliteterne er ret sparsomme. Dvs. der er en vandhane, et primitivt toilet, måske en udendørs bruser (med koldt vand!), bålplads, ofte en grill, borde og bænke, så I må være indstillet på at være langt væk fra ‘civilisationen’. Men fortvivl ikke: der er som regel mulighed for et varmt bad flere gange på turen.
Det anbefales at bestille prærievognsferien i god tid, ferieformen er populær, men udbudet ret begrænset.
Regn med DKK 4000-5800 pr. vogn for en uge i højsæsonen. Uden for højsæsonen er prisen ca. DKK 3400-4400 for en uge, weekends DKK 1900-2800.
|
|
|
|
|