Historik
Ordet SPA kommer fra latin (salus per aqua) og betyder helse gennem vand. Vandet er både indpakningen og indholdet i spa-oplevelsen, så ingen SPA uden vand.
I romernes tid blev der bygget kursteder med termalbade fra varme kilder. Disse romerske bade var pragtfulde, da kejserne gerne ville fremvise luksus og storhed. Romerne levede et liv i nydelse og overflod. Det formodes, at de romerske termalbade blev brugt som bopæl mellem krigstogterne. I
1326 blev der i Belgien bygget et kursted, som fik navnet SPA. I 1700-tallet var dette kursted et af de mest benyttede. Folk fra alle samfundslag strømmede til for at bade i de helsebringede bade for at blive helbredt for deres sygdomme.
I 1980'erne kom der en interesse for kroppen og dens balance i USA og senere spredte det sig til Europa. Med interessen i USA blev der udviklet et nyt koncept, der hed SPA. Målet med SPA-konceptet var og er stadig helse og et større velbefindende, et mere friskt liv, mindre stress, mere energi og en bedre balance.
De fire grundsten
Trivsel og velvære kræver et afbalanceret liv. Fordi vores behov er forskellige fra person til person, findes der ikke en grydeklar opskrift på et velafbalanceret liv. Men i spa-konceptet findes der fire grundlæggende hjørnesten, som er et helhedsyn, når det gælder vores krop og sjæl og som påvirker vores velvære. De fire hjørnesten er:
- Sund mad
- Fysisk træning
- Mental afslapning
- God ansigts- og kropspleje
Disse fire hjørnesten skal arbejde sammen på en tydelig og levende måde for, at SPA kan have en holistisk funktion. Men der er forskel på, hvad der virker for den enkelte, og hvor meget der skal til af hver enkelt del for at skabe eller opretholde balance. Og wellness handler om det gode liv, ikke om løftede pegefingre.