Til forsiden
DanParcs Wellness

Der er intet som forkælelse. Det er sundt for sjæl, krop og sind. Et af de bedste steder til netop det formål er Rønbjerg Welness, der er en del af Danparcs Rønbjerg. Det er et dejligt område, også selvom det ligger langt oppe i Jylland – 4,5 times kørsel fra Hovedstaden, hvis man kører friskt til. Men tro mig, det er turen værd, for man svæver hjem.

Vi skulle være der i to dage for at få den optimale luksus. Den første dag er det nok bare at nyde livet i Welnessafdelingen. Og dagen efter kan man så kaste sig ud i de mange forskellige behandlinger. Det bliver alt for kompakt, hvis man forsøger at klemme det hele ind på en dag. Lige da vi træder ind, bliver jeg lidt nervøs, for udenfor ligger et stort badeland. Nu var jeg lige sluppet for mine egne aber en hel weekend, så gider jeg ikke høre på alle andres.
Men i det øjeblik man træder ind ad døren til Welness-afdelingen, glemmer man alt. Der må ikke komme børn under 15. Og tak for det. Lyst og lækkert indrettet, skøn udsigt og dygtigt personale. Der er god plads, hvilket er dejligt, så man ikke er tæt på de andre gæster. Det øger følelsen af luksus og eksklusivitet. Og så er det endda til at betale. En billet til 4 timer koster maksimum 175 kr., hvilket er meget billigt. Vi får udleveret store bløde badekåber, håndklæder og slippers, og så er det ellers om at komme i gang. Indenfor er der lavet en lav "rende" på 8 meter fyldt med varmt vand, lys og en masse små runde sten. Det hedder en "fodmassagekanal", for når man går på stenene, giver de automatisk fodmassage. Og udover en god følelse, er det med til at få én lidt ned i tempo, for man bliver nødt til at gå langsomt. Godt tænkt, og så føles det dejligt. Således godt varmet op, bevæger vi os til den udendørs spa. God ide, fordi udsigten er meget smuk. Det er fantastisk og enormt afslappende. Derefter går turen til saunaen og derfra ind i dampbadet. Vi har købt salt fra Det Døde Hav til at smøre os ind i, og det er et godt valg. Vi har begge badet i Det Døde Hav og kender derfor den gode fornemmelse af saltet. Og det er altså godt. Rundt på hele kroppen til man er lyserød som en gris - og så af med det. Bagefter har man baby-numse-glat hud over hele kroppen. Og det svier næsten ikke. Da vi kommer ud, står en udfordring parat. Et stort trækar, som man ser på svenske bondegårde, fyldt med iiiiiiskoldt vand. Men da ingen af os vil gå under betegnelsen kylling, hopper vi naturligvis i. Og vi er i to gange. Hip hip hurra - og så det lange. Men uhhh hvor er det koldt. Efter sådan en tur er vi helt matte og nødt til at slappe lidt af. Det foregår på lange brikse, og vi når flere glas frisk frugtjuice og en hurtig gennemgang af formiddagsaviser og sladderblade. Når vi altså ikke bare nyder udsigten.

Egentlig er vi møre allerede nu. Men da vi gerne arbejder lidt i bladets tjeneste, slutter vi dagen med et fodbad i gedemælk. Det skulle efter sigende være det, som Cleopatra badede i, og som plejede hendes hud. Og hvis det er godt til hende, må det også være godt for os. Det ligner lidt lunken mælk med klumper i, men det lugter bestemt ikke sådan og efterlader fødderne bløde og glatte.

Da vi er to tøser afsted, havde vi bestemt os for at feste igennem. Og der havde været rig mulighed for store cocktails i baren. Problemet er bare, at vi efter en dag i luksusland simpelthen er så trætte, at vi overhovedet ikke kan foretage os noget som helst og ligger derfor begge i sengen klokken 22. Og det er altså tidligere end derhjemme. Men man får bare en dejlig, afslappende og tung fornemmelse i kroppen.
Næste dag er vi tilmeldt en: "Ny Rønbjerg Special" - en rigtig god pakke med lækre detaljer. Først får vi kropsmassage. Og selvom vi er totalt udhvilede, er det ikke svært at gå helt ned i tempo, når først massagen begynder. Derefter bliver vi pakket ind i alger. Det lugter lidt af gammel tang, men man vænner sig hurtigt til det. Og det føles dejligt over hele kroppen. Vi bliver pakket ind i varmetæppe, så algerne kan få lov til at arbejde med huden. I mellemtiden får vi ansigtsmassage og ansigtsbehandling. Jeg når over i en så afslappet tilstand, at jeg kunne have ligget der hele ugen. Men for læsernes skyld holder jeg mig vågen.

Min behandler – som er top professionel fra start til slut - giver mit ansigt en oliebehandling. Fordi, som hun fortæller, vores hud generelt får for lidt olie. Og olien kan købes i receptionen. På det tidspunkt er jeg så meget i hende hænder, at jeg ville have skrevet under på en time-share ejlighed på Mallorca, hvis det var dét hun havde anbefalet mig. Men jeg må tilstå, hun har ret. Olien er fantastisk, og jeg har brugt den hver dag siden. Den hedder: Huile Prodigieuse af mærket Nuxe, og den kan blandt andet fås i udvalgte Matas, hvis man ikke lige bor tæt ved Rønbjerg. Den er god til hud, hænder og hår, og den fedter ikke. Det er nemlig tørolie! Men spørg mig ikke, hvordan det virker. Det gør det bare.

Men alt godt har en ende. Efter ansigtsmassage, oliebehandling og creme er det tid til at blive rullet ud af tangen, og få det hele skyllet af. Alt foregår i det samme rum, hvilket er praktisk, så man ikke skal rende smådryppende rundt over det hele. Så er der afgang til aroma-badet. Jeg har aldrig prøvet det før og er lidt skeptisk overfor, om det virkelig er så anderledes end karbad med badesalt. Men det er det. Først skal vi gennem et kæmpe udvalg af aromaer. Alle giver forskellig virkning og alle har forskellig duft. Jeg hopper – efter lange overvejelser - på enebær ud fra den overvejelse, at hvis det er godt i Gin, er det nok også godt i badevand. I aroma-badeafdelingen er der 4 rum med spa-bade nedsænket i gulvet. Et er til 2 personer, hvis man har lyst til at tage kæresten med. Vi mødte et par i receptionen, og han har inviteret sin gravide kone til lidt luksus. Tyg lidt på den, drenge... Karret bliver fyldt op, aroma-duften tilsættes og så er det ellers bare at hoppe i baljen. På nuværende tidspunkt ligger Rønbjerg Welness helt oppe på et 11-tal, da min behandler spørger: "Vil du have udsigt?" og så kører hun persiennerne fra. Liggende i badet har jeg udsigt til havet og kan se store svaner svømme forbi. Det er simpelthen fantastisk. Der er høretelefoner med stille musik i, og inden jeg får talt til 5 har jeg fuldstændig vænnet mig til den fantastiske fornemmelse. Efter 30 minutter løber vandet ud. Og jeg ligger febrilsk og håber på, at det er fordi de vil fylde nyt vand i. Men desværre – festen er forbi. Og dog, for da jeg kommer hjem kan min mand rent faktisk mærke, at jeg har fået blød og lækker hud over hele kroppen. Så jeg drager fordel af opholdet i et par dage.
Anbefalingen herfra lyder derfor uden tvivl, at er man på de kanter, må man endelig ikke snyde sig selv for en behandling. Bestil i god tid, mens vi var der, måtte mange gå forgæves. Og har du talegaverne i orden, kan du prøve at lokke din arbejdsgiver til et utraditionelt men dejligt firmaarrangement. De afholder nemlig specialarrangementer for arbejdspladser og større grupper. Endelig skal det siges, at Rønbjerg Welness er en del af en større ferieby, som jeg ikke har anmeldt i denne artikel. Skulle hele familien have lyst til at tage afsted, er der badeland, rigtigt fitnesscenter, minigolf, trampoliner, legepladser, hoppepude, heste og en masse andet godt. Kort sagt – et rigtig godt feriested, hvor forældrene samtidig har mulighed for at komme et smut i himlen. - Og uden at blive ruinerede!
Rønbjerg Wellness
DanParcs Rønbjerg
Livøvej 80
9681 Ranum
Tlf./Reservation: 98 68 20 50
Tlf./Leje af hytter: 70 25 04 00
Web: www.danparcs.dk
VISITDENMARK Postboks 406 Sentrum 0103 Oslo Tlf.: 22 00 76 46 Faks: 22 41 38 02 KONTAKT