Til forsiden
Gamle dage

Lindholm Høje – museum og gravplads
Vendilavej 11
9400 Nørresundby
tel. 9931 7440

Grav- og boplads fra germansk jernalder og vikingetid med 682 grave og 150 skibssætninger. Nord for gravpladsen lå den tilhørende landsby, hvoraf der blandt andet er fundet huse, hegn, brønde og kogegruber. Området var plaget af sandflugt og omkring år 1000 dækkede flyvesandet helt gravpladsen. Herved blev både stensætninger og en nypløjet mark bevaret til vore dage.
På museet fortælles på en ny og anderledes måde om levevilkårene for datidens mennesker på Lindholm. For at give den rigtige baggrund fortælles om danskernes handels- og kulturforbindelser og om den danske kongemagt og stats tilblivelse som netop finder sted i perioden hvor bebyggelsen på Lindholm blomstrer. Med udgangspunkt i de fundne oldsager kan man i modeller, tableauer og store rekonstruktionsmalerier opleve hvorledes man på Lindholm holdt kvæg, dyrkede markerne, byggede og indrettede husene Hvordan man levede i dagligdagen og var optaget af at lave mad, væve stof og handle når lejlighed bød sig foruden alle de andre dagligdags gøremål.
Aalborg Historiske Museum
Algade 48
9000 Aalborg
tel. 9931 7400

Spændende udstillinger fra oldtid til industritid. Se bl.a. "Aalborgstuen" fra 1602 med overdådigt udskårne træpaneler. Eller se glas og sølv. Desuden præsenteres skiftende særudstillinger.
Grøbrødrekloster Museet
Algade 19
9000 Aalborg
tel. 9931 7400

Underjordisk museum under en af byens travleste shoppinggader Algade.
Tag elevatoren ned under jorden og se de velbevarede ruiner fra det middelalderlige kloster, Gråbrødreklostret. Bl.a. ses klostrets murede kælder og klosterkirkens fundamenter. Udstilling med modeller, fund og plancher om udgravningerne og om klosterlivet i middelalderens Aalborg. Entrepris: kr. 20 pr. 250kg. Museet ligger lige i centrum og et besøg kan fint kombineres med en shoppingtur.
Jens Bangs Stenhus
Østerågade 9
9000 Aalborg

Imponerende renæssancehus opført 1624 af storkøbmand, Jens Bang, en typisk renæssanceskikkelse, pragtlysten og evnerig, men også stridbar og rethaverisk. Med sine fem etager var hans hus en knytnæve i datidens bybillede og med sin udsmykning en udfordring til borgerskabet. Onde tunger hviskede om at dets mangfoldige, groteske masker og hoveder (24 i alt) var karikaturer af hans mange fjender som han på denne måde hævnede sig på. Skønt Aalborgs rigeste mand blev han aldrig medlem af byens styre.Derfor sidder han på gavlen af sit hus og rækker tunge ad rådhuset hvorfra 2 borgmestre og 12 rådmænd styrede byens sager. Huset har i mere end 300 år været rammen om Aalborgs ældste apotek og i dette lange åremål aldrig været i handel.
Aalborghus Slot
Slotspladsen 1
9000 Aalborg
tel. 9631 9200

Danmarks eneste bevarede regnskabsslot opført 1539-1555 af Christian III. Senere om- og tilbygget. Rummer nu kontorer for Nordjyllands Statsamt.
Besøgende har adgang til slotsgården og parken. Der er adgang til fangehul og til underjordiske gange i sommerperioden.
Aalborg Rådhus
Gammel Torv 2
9000 Aalborg
tel. 9931 3131

Aalborg Rådhus er en smuk senbarokbygning fra 1762 og var indtil 1912 Aalborgs kommunale administration hvor opgaverne blev løst af kun 9 personer. Rådhuset bruges i dag til borgerlige vielser og repræsentative formål. Over indgangsdøren ses Frederik V's valgsprog "Klogskab og fasthed". Der er ikke offentlig adgang til huset som sådan men man får et levende indtryk af tiden udefra.
Jørgen Olufsens Gård
Østerågade 25
9000 Aalborg

Velbevaret købmandsgård i bindingsværk med kælderporte og gavlfacade af sten fra 1616.
Jørgen Olufsen var halvbroder til Jens Bang som byggede stenhuset af samme navn længere oppe ad Østerågade.
Øster Sundby Mølle
Forårsvej 57
9220 Aalborg Øst
tel. 9931 4178

Hollandsk mølle med manuelt krøjeværk. Møllen fremvises gerne om aftenen, lørdag eftermiddag og søndag efter forudgående aftale. Fremvisning er gratis. Møller Bent Jensen, tlf. 9815 7037
Vester Mariendals Mølle
Hobrovej 136
9000 Aalborg
tel. 9931 4178

Stubmøllen er opført på Skovbakken i 1757-60 og flyttet til Vester Mariendal 1893. Møllen indeholder mølleværk, tandhjul m.m. Møllen tilhører Aalborg Kommune og bruges kun som vartegn. Møllen vedligeholdes af mølleren i Øster Sundby - Bent Jensen tlf. 9815 7037.
Budolfi Kirke
Algade 40
9000 Aalborg
tel. 9812 4670

Stiftets Domkirke siden 1554, opkaldt efter engelsk søfartshelgen. Hovedsagelig bygget omkring 1400 i gotisk stil med senere til- og ombygninger. De ældste dele kan dateres tilbage til ca. 1100. Barokspiret er fra 1779, altertavle og prædikestol fra slutningen af 1600-tallet. Interiøret er meget smukt og farverigt. Klokkespil hver hele time fra kl. 9-22.
Helligåndsklostret
Klosterjordet 10
v/C.W. Obels Plads
9000 Aalborg

Danmarks ældste sociale institution oprettet som helligåndshus i 1431 af 'hæderlige kvinde Maren Hemmings'. Ophøjet til kloster 1451. Siden reformationen har klosteret bl.a. fungeret som hospital, ligesom byens latinskole i næsten 300 år lå i bygningerne. Historiske lokaler og kalkmalerier fra omkring år 1500. Med udgangspunkt fra klostret oprettedes Churchill Klubben, Danmarks første modstandsgruppe under 2. verdenskrig.
Klostret er et af de største og bedst bevarede i Danmark. Kun den oprindelige kirke findes ikke mere.

Helligåndsordenen har sin oprindelse i Sydfrankrig, hvor Gui af Montpellier omkring 1180 stiftede et broderskab. I 1204 blev han af paven kaldt til Rom som leder af klostret San Spirito in Sassia og stormester for alle ordenens klostre. Prioren i Aalborg var gennem mange år stormesterens stedfortræder i Norden hvilket viser Aalborgklostrets betydning. Klostret var et dobbelt -kloster delt i en brødre- og søstreafdeling og dets opgave var at tage sig af syge og gamle mennesker, en opgave det har varetaget lige siden det blev stiftet. Idag rummer klostret 25 boliger for ældre.
I sommerperioden er der daglige rundvisninger på Helligåndsklosteret.
Håndværkerhuset
Kattesundet 20
9000 Aalborg
tel. 9812 5232

Haandværkerhuset, Nordjysk Center for Håndværk, arkitektur og kulturmiljø har til huse i smukke gamle bindingsværksbygninger fra ca. 1630. Bygningerne var oprindelig en del af Oluf Christensens store købmandsgård der strakte sig fra Vesterå til Kattesundet.
I dag rummer huset arbejdende værksteder for traditionelle håndværk: Håndsmedje, blikkenslager- og kobbersmedje, drejer, tømrer- og snedkerværksted og urmager. Naverne har deres hule oppe under taget.

Tip til slentretur i Det Gamle Aalborg

På turistbureauet kan du få udleveret en lille folder ”Du Gamle Aalborg” med to forslag til slentreture som du kan gå på egen hånd i Aalborgs gamle bydele. En spændende og lærerig folder som gerne skulle give dig en god oplevelse – du bliver ført til charmerende gader med toppede brosten og små bindingsværkshuse og gennem gemte gyder. Du kan også besøge denne hjemmeside: Dansk Arkitekturguide - her finder du fine forslag til byvandringer. Turen "I Aalborgs hjerte" tager dig på historisk rundtur.
I efterårsferien arrangerer Aalborg Turist Bureau ture med guide for børn. Turene har altid et islæt af gamle dage – sidst var temaet ”Slæb Bedstemor i fængsel” og turen gik bl.a. til fangekælderen på Aalborghus Slot.
Lindholm Høje

Nordeuropas største gravplads fra vikingetiden ...

Hva skjer i Danmark?

Lindholm Høje Museet

En spændende og anderledes udstilling
om vikingetiden ...

Besøg turistbureauet og få folderen "Du Gamle Aalborg" med forslag til to gåture på egen hånd i de gamle bydele ...

Arkitekturguide
 
Gå på digital opdagelsesrejse i Aalborgs smukke arkitektur ...

Jens Bangs Stenhus

Imponerende borgerhus fra renæssancen bygget i 1624 ...
VISITDENMARK Postboks 406 Sentrum 0103 Oslo Tlf.: 22 00 76 46 Faks: 22 41 38 02 KONTAKT