Til forsiden
Naturvejlederordningen

Man kommer ikke uden om, at naturen bliver mere spændende, når nogen åbner ens øjne for de mange små mirakler, naturen er så rig på! Derfor skulle du tage og gøre brug af en af de ca. 300 naturvejledere rundt omkring i Danmark, der arrangerer en række spændede aktiviteter og ture for dig og din familie. Der er helt sikkert også en i det lokalområde, du planlægger at besøge! 
Der er naturvejlederture og -aktiviteter i hele landet - og hele året rundt. Emnerne er meget alsidige, og kan f.eks. vedrøre natur, kulturmiljø og miljø. Det betyder, at du kan opleve alt fra fugle- og svampeture til byvandringer eller besøg på rensningsanlæg. Mange af arrangementer er vinklet, så de også retter sig mod børn og børnefamilier.

Der bliver arrangeret rigtig mange ture, og hvis du vil have et samlet overblik over de udbudte ture, vil vi anbefale dig at gå på webstedet www.naturnet.dk Her kan du f.eks. søge efter arrangementer i en bestemt region. På biblioteker og turistkontorer kan du få trykte naturkalendere, som er udgivet af regionerne eller statsskovdistrikter, mv.

De fleste ture foregår på dansk, men i turistområder vil der ofte blive oversat til engelsk eller tysk efter behov. Hvis du beder om det, vil der ofte kunne arrangeres en tur - evt. på engelsk eller tysk - for en særlig gruppe turister.

Den danske naturvejlederordning er en netværksordning, der administreres af et fællessekretariat i Skov- og Naturstyrelsen og Friluftsrådet. Naturvejlederne er ansat på statsskovdistrikter, i regioner og kommuner, på museer og i organisationer. Der er omkring 300 naturvejledere, og de sørger også for at koordinere lignende aktiviteter i området, f.eks. ture arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Cyklistforbund, Dansk Vandrelaug, Dansk Ornitologisk Forening, mv.
Mandag, oktober 17 2011
VISITDENMARK Postboks 406 Sentrum 0103 Oslo Tlf.: 22 00 76 46 Faks: 22 41 38 02 KONTAKT